Til forsiden

<-Forside

Zeus. Nogle af hans mange affærer...

Var gift med Hera, der også var hans søster, men det forhindrede ham ikke i talrige affærer med andre guder, halvguder og dødelige. Wiki om Zeus her. Komplet (?) familietræ her. De olympiske guders slægtsforhold ses forenklet og derfor relativt overskueligt her, især hvad angår Zeus' børn med hhv. Hera og andre gudinder.

Alkmene. Zeus forvandler sig, så han ligner hendes mand, Amfitryon, konge af Theben. Mor til Herakles, den stærkeste hero af alle. - Amfitryon havde kæmpet hårdt for at blive gift med Alkmene; hele forløbet er i sig selv en elsket klassisk myte, hvor helten skal overvinde stribevis af (normalt) umulige prøvelser. Enkelt eksempel: Amfitryon skal befri Theben for en overnaturlig ræv, der hærger bystaten. Ræven har imidlertid den særlige egenskab at den IKKE kan fanges. A. får imidlertid hjælp af en ven med en hund, der ALTID fanger de dyr, den jager... Dvs. en ræv, der ikke kan fanges mod en hund, der aldrig mister et bytte. Situationen må naturligvis løses med hjælp fra Zeus. Og sådan bliver myten ved og ved med bejleren i den ene umulige situation efter den anden - men kærligheden overvinder jo som bekendt ALT! Det er derfor ekstra surt, at Zeus bliver lun på Alkmene, der ender med - uafvidende - at gøre Amfitryon til hanrej.

Danae. Prinsesse. Hendes far, kong Akrisos af Argos, har pga. en spådom indespærret hende i et tårn. Zeus, forvandlingens mester, forvandler sig imidlertid til gylden regn (sæd), der gennemtrænger taget, der oven i købet var af kobber men med et enkelt lillebitte hul, og befrugter naturligvis Danae. Hun bliver mor til en søn, Perseus, som Akrisos mistænker en bror for at være far til. Mor og barn puttes i en stenkiste, der sættes i havet, men de drukner selvsagt ikke, idet kassen driver ind til en ø, hvor venlige fiskere tager sig af dem, og Perseus vokser op til at blive en af den græske mytologis helt store helte. Senere dræber han af vanvare sin far, Akrisos, ganske som spået af et orakel. Perseus har givet navn til et stjernebillede.

Demeter. Agerdyrkningen og høstens/kornets/øllets gudinde, en af de 12 olympiske guder. Hendes latinske (romerske) navn er Ceres. Navnets græske betydning er (meget naturligt): Jord-moder. Hun er både søster til Zeus og mor til hans datter, Persefone, underverdenens gudinde. Persefone var naturligvis gude-skøn, hvilket blev bemærket af underverdenens gud, Hades, der så sit snit til at røve hende en dag, hun gik og plukkede blomster på en dejlig blomstereng. Demeter var utrøstelig og satte bogstavelig talt himmel og jord i bevægelse for at finde hende igen, bl.a. forhørte hun hun sig hos solguden, Helios, der jo ser alt om dagen, og opklarede på denne måde bortførelsen. Hun bad naturligvis gude-kollegaen Hades om at tilbagelevere Persefone, men han ville ikke give slip på stegen. Hun truede derfor Zeus med at forhindre korn og andre afgrøder i at vokse, dva. fremkalde hungersnød på jorden, og i så fald ville guderne jo ikke længere modtage menneskenes ofringer. Efter store overenskomstforhandlinger på Olympen blev der fremsat et mæglingsforslag, hvorefter Hades skulle give afkald på Persefone 2/3 af tiden, dvs. kun være hos ham 4 måneder om året, dvs. om vinteren, hvor jorden hviler. I resten af årets måneder hjalp hun Demeter med at drage omsorg for markernes frugtbarhed. - Persefone befandt sig i øvrigt godt i underverdenen og blev Hades en trofast og kærlig kone, selv om han jo i sagens natur var en særdeles skummel og lidet lystig type...

Elektra. (Ikke Agamemnons datter, der er hovedperson i Sofokles' tragedie af samme navn). Nærværende Elektra er en af Pleiaderne, en Atlas' døtre og ledsager til Artemis. Blev voldtaget af Zeus og mor til Dardanus, der blev grundlægger af Troja og stamfader til kong Priamos og hans hus. Priamos, gift med dronning Hekabe, blev igen bl. a. far til Kassandra, Hektor og Paris, jf. hele Iliaden.  

Europa. Fønikisk prinsesse. Zeus forvandler sig til en tyr og svømmer med hende ridende på hans ryg over Middelhavet til Kreta. Europa blev med Zeus mor til kong Minos af Kreta.

Io. Prinsesse af Argos, eller muligvis en flodguds datter. Hvorom nu alting var, blev Io senere Heras præstinde i Argos. Zeus forelskede sig i den smukke og tilhviskede hende i en drøm, at hun skulle gå ned på engene, hvor hendes fars kvæg græssede. Io fortalte sin far om drømmen, og han spurgte oraklerne i Dodona og Delfi til råds. Til sidst fik han uden omsvøb at vide, at hvis han ikke sendte datteren ud i verden, ville Zeus udslette ham og hele folket med sine lyn. Det siges, at Zeus nærmede sig hende som en sky, sikkert for at narre Hera, men hun fattede alligevel mistanke, hvorefter Zeus forvandlede Io til en kvie, men Hera var hele tiden på sporet og troede ikke på Zeus' forklaringer om, at han ikke var intyeresseret i kvier - eftersom han jo i en tyrs skikkelse havde bortført prinsesse Europa. Til sidst var han nødt til at forære kvien/Io til hera, der satte det 100-øjede uhyre, Argos, til at bevogte hende. (Argos havde altid mindst ét vågent øje, så bevogtningen var 24/7). Zeus satte Hermes på sagen, og han overlistede Argos, hvorefter han halshuggede ham. - Men Hera var stadig i højeste alarmberedskab, og hun pudsede en bremse på Io, der via Bosporus (= ko-vadestedet...) bissede hele vejen til Egypten. Heras radar rakte ikke helt til Egypten, så der kunne Zeus forvandle hende tilbage og have sex med hende... Barnet, som blev følgen, undgik dog ikke Heras opmærksomhed og hævntørst, hvilket gav anledning til mangt og meget. Der er her kort sagt tale om en klassisk historie om en utro ægtemand, der jagter yngre kvinder, og en utrættelig og jaloux hustru, der gør alt for at forpurre forholdet. Lige så arketypisk Zeus er som utro horebuk, lige så typisk er Hera som den rasende jaloux kone.

Kallisto. Datter af kong Lykaon, Artemis' ledsager på jagt. Hun svor (som hele følget af nymfer) at forblive jomfru ligesom Artemis. Zeus fik en voldsom lyst til den kyske og smukke Kallisto. Selv om hun værgede tappert for sig, endte det naturligvis med at hun blev gravid, forstødt af Artemis og fik sønnen Arkas, der blev stamfader til arkaderne. Den jaloux Hera forfulgte Kallisto, så Zeus til sidst blev nødt til at forvandle hende til en bjørn. Senere satte han børnen/Kallisto på himlen som stjernebilledet Store Bjørn. 

Leda. Zeus forvandler sig til en svane. Mor til Dioskurerne, Kastor og Polydeukes (Pollux), samt den skønne Helena og Klytaimestra, der spillede meget vigtige rolle i Iliaden (Kampen mellem grækerne og trojanerne). Leda var gift med kong Tyndareos af Sparta. Polydeukes og Helena regnes for Z.'s børn. Scenen med Leda og svanen har inspireret utallige kunstnere gennem tiderne. Stjernebilledet Tvillingerne siges at repræsentere Kastor og Pollux.

Leto. Gudinde, datter af titanerne Koios og Foibe. Leto blev mor til Artemis og Apollon, der tælles blandt de 12 olympiske guder. Forførelsen af Leto er det klassiske trekantsdrama med Hera som den besvegne og rasende jaloux kone, der forfølger Leto og gør alt for at forhindre fødslen. 

Maia. En nymfe, datter af Atlas. Forholdet resulterede naturligvis i, at Maia blev gravid og mor til guden Hermes, der er en af de 12 olympiske guder, deres sendebud og bl. a. gud for tyve...

Metis. Gudinde for visdommen, datter af Okeanos og Thetys. Metis blev (delvist) mor til Athene, en af de 12 olympiske guder. - Det sædvanlig bøvl med Hera.

Mnemosyne. Datter af Uranos og Gaia, dvs. titan. Erindringens gudinde. Mnemosyne mor ved Zeus til de ni muser. Af de ni muser kender vis især Melpomene (muse for tragedien) og Thalia (muse for komedien), der jo er referencer til på/ved næsten ethvert teater, ofte blot ved de to kendte masker. 

Semele. Datter af kong Kadmos af Theben. Hera er som altid på pletten, og da Semele er blevet forført/besvangret, narrer Hera Zeus til at vise sig for Semele i sin virkelige skikkelse, hvad der (naturligvis!) får hende til at brænde op. Men inden hun var futtet helt af, havde Zeus snuppet fosteret og syet det ind i sit lår, hvoraf Dionysos senere fødes... Mor (via Zeus' lår) til Dionysos, en af de 12 olympiske guder.

Themis. Titan. Gudinde for hævdvunden ret og billighed. Themis blev blandt andre mor til Dike (retfærdighed), Eunomia (god lov) og Eirene (fred). De blev også blev anset som gudinder for årstiderne, Horai. (Romerne tilføjede en fjerde, så det passede bedre med årstiderne i romerriget). De tre horai minder meget om de tre gratier.

Bemærkning til ovenstående: Myterne handler faktisk mest om Heras jalousi og forfølgelse af kvinderne/elskerinderne som om Zeus.

De 12 olympiske guder (romersk betegnelse efter /):

Zeus/Jupiter
Athene/Minerva
Hefaistos/Vulcanus/
Poseidon/Neptunus
Ares/Mars
Afrodite/Venus
Hera/Juno
Apollon/Apollo
Hermes/Mercurius
Demeter/Ceres
Artemis/Diana
Dionysos/Bacchus

Valid XHTML 1.0 Transitional