Forord.

Advarsel: Dette er et sammenkog af "Apollons oprør", en bog på 123 sider med 24 beretninger og lige så mange betragtninger. Det er lavet i håb om, at der ikke er gået for meget tabt undervejs...

Villy Sørensen (1929 - 2001) debuterede med "Sære historier" (1953), der var noget helt nyt i dansk litteratur. Senere kom bl.a. "Ufarlige historier" (1955) og en lang række andre værker. "Apollons oprør" så sent som i 1989. I debatbogen "Oprør fra midten" (1978) sammen med K. Helveg Petersen og Niels I. Meyer slås der bl.a. til lyd for et humant ligevægtssamfund, borgerløn, demokratisk selvforvaltning, solidarisk arbejdsdeling, økonomisk lighed og økologisk ligevægt. Alt sammen tanker, der pt. (40 år senere) er højaktuelle. De fleste af hans værker beskæftiger sig med mytebegrebet med en understrøm af underfundig humor, som slår ud i lys lue i "Apollons oprør. De udødeliges historie".

Den gennemgående figur er i virkeligheder nok mere Afrodite end Apollon, dvs. VS tillægger de erotiske drifter hovedrollen i livet. Gaja har er meget stor plads, hvilket harmonerer smukt med hans tidlige interesse for bæredygtighed og ligevægt. Han er ikke meget for krig og ufred. Apollons arketypiske far-søn konflikt er ligeledes bærende i bogen, der ender med en harmonisk (for-) løsning af tilværelsens apollinske og dionysiske sider.

Grunden til nærværende forsøg ("essay") på en slags nedkortning af bogen, som er helt urimelig, er dels en gammel interesse for græsk mytologi, grundlagt i Høng i 1963, og en turistrejse til Kreta i efteråret. På denne tur blev det lysende klart, hvor stor en rolle de udødeliges historie(r) spiller den dag i dag. Endelige bliver man også ustandseligt mindet herom på de europæiske kunstmuseer, hvor myterne har været en uudtømmelig inspiration for de allerstørste kunstnere.

Links. Mange af de oprettede links fører til den engelske udgave af Wikipedia. Dette af to grunde: 1. Teksterne er mere udførlige end de danske og, 2. Der er som regel flere (nogle gange mange flere) illustrationer. - Herfra kan den tilsvarende danske udgave altid vælges.

Copyright. Alle de valgte illustrationer er fra Wikipedia og dermed "Public Domain", dvs. til fri afbenyttelse med henvisning - som jeg har været omhyggelig med ("Wiki" + link).

Deling. Jeg har - som altid - kodet siderne med besked til Nettets søgemaskiner (Google f.eks.) om ikke at indexere dem, dvs. lade være med at medtage dem i folks søgeresultater. Det er mit indtryk, at dette bliver respekteret. Siderne er derfor så private, som noget nu kan være på Nettet. Jeg deler kun links til familie og gode venner i håbet om, at de heller ikke videresender dem uden efter nærmere aftale med mig.

Esbjerg, den 29/12/2018
Jørgen Riis Johansen

Indhold

1. beretning: Uranos og Gaja.
2. beretning: Kronos og hans børn.
3. beretning: Zeus' første kærlighed.
4. beretning: Zeus' anden og tredje kærlighed.
5. beretning: Heras initiativ (de olympiske guder).
6. beretning: Leto og hendes tvillinger.
7. beretning: Zeus' sønner - og Heras.
8. beretning: Titanernes modstand - krigen mod De Olympiske Guder.
9. beretning: Mandemenneskene og kvindemennesket.
10. beretning: Afrodite mellem guder (om Afrodites kolossale virkning og magt...).
11. beretning: De olympiske guder - en af de morsomste beretninger...
12. beretning: Prometheus og Atlas.
13. beretning: Gajas modstand (I de gængse fremstillinger: Gigantomachien).
14. beretning: Niobe (Historien om en mor, hybris, straf og gudernes grusomhed).
15. beretning: Apollon og hans rivaler. (Apollon og musikken, hans forhold til Eros/Afrodite).
16. beretning: Ixion og hans børn (Krænkelse af gæstevenskab).
17. beretning: Hades og Kore (Dødsriget, nu med dronning.).
18. beretning: Apollon og hans kvinder.
19. beretning: To trojanske prinser. (Om guders lyst til unge, smukke mænd/drenge).
20. beretning: Asklepios. (Lægekunsten og Apollons fortsatte kvaler).
21. beretning: Admetos og Alkestis (Om døden - især offerdøden for en anden).
22. beretning: Den trojanske krig.
23. beretning: Oraklet i Delfi. Apollon i centrum.
24. beretning: Dionysos
Efterord

1. beretning: Uranos og Gaja

Om Himlen og Jordens favntag og resultaterne heraf: 3 Kæmper, 3 kykloper og 12 titaner, som Himlen forhindrede i at komme ud af Jorden/Gaja. En af titanerne, Kronos, afbrød det evige samleje ved at skære avlelemmet af Himlen. Hvor blodet ramte Gaja, blev hun svanger og fødte de hævnlystne Erinyer. Avlelemmet landede i havet, der skummede voldsomt op, og af skummet fødtes Afrodite (=den skumfødte). Ved denne voldshandling gik tiden i gang, og det evige nu hørte op.

1. betragtning: Eros og Chronos
Betragtninger over Begyndelsen - hvad var først: Tiden, Kaos eller Gaja. VS' svar er Uranos' og Gajas omfavnelse, der igen skyldes en alt gennemtrængende kraft eller drift: Eros, hvorom der er meget forvirring, jf. Afrodite. Iflg. VS er Eros og Afrodite en og samme guddom: Afrodite opstod som frigørelsen og legemliggørelsen af den eros, der hidtil havde været bundet mellem Uranos og Gaja. Betragtninger over Tiden, der sattes i gang af Kronos. Tiden er ikke som sådan skabende, i sig selv er den snarere dræbende.

Retur

2. beretning: Kronos og hans børn.

Befriet for Uranos' kvælende omfavnelse kunne de 12 titaner nu komme frem på Jorden, hvor alt blot vældede frem (som i bibelens Paradis). Da Krones havde ført kniven, blev han den naturlige leder bland titanerne. Men Afrodite var som en drift i dem alle og de fleste af dem søgte sammen to og to, hvorefter der jo kom afkom, der kunne true den nye hersker, Kronos. Hans løsning på "problemet" var at sluge børnene, lige så hurtigt som hans kone, Rhea, fødte dem. Det huede hverken hende eller Gaia, hos hvem hun søgte råd. Da det sjette barn, Zeus, kom til verden, stak Rhea Kronos en sten omviklet med klæde i stedet for babyen, og Kronos kiggede ikke så nøje efter, men slugte bylten... Zeus blev i hast ført til en hule på Kreta, hvor nogle nymfer og en ged (mælk) tog sig af ham, indtil han var tilstrækkelig voksen. Kronos fik et brækmiddel og kastede de 5 øvrige børn op, og med Zeus som anfører overmandede de nu Kronos - og sendte ham udenlands til nogle fjerne øer. De seks børn af Kronos og Rhea skulle senere udgøre halvdelen af de 12 olympiske guder.

2. betragtning: Guldalderen

Kronos' tid blev for guldalderen, hvilket jo alt taget i betragtning nok kan undre. I betegnelsen antydes, at der følger både en sølv-, bronze-, og en jernalder, hvor det konstant går tilbage, mao. en forfaldshistorie om de gode gamle dage, hvorefter det gå støt ned ad bakke til vore dages elendighed.

Retur

3. beretning: Zeus' første kærlighed

Rhea advarede Zeus om, at det let kunne går ham lige som Uranos og Kronos, dvs. han risikerede at blive styrtet af en af sine sønner.
Han første kærlighed var Metis (= intelligens/klogskab/visdom). Gaia forudsagde, at en datter med Metis ville blive klogere og en søn stærkere end sin far.  Straks efter samlejet (hos disse skabninger resulterer et samleje ALTID i et svangerskab og en fødsel) slugte Zeus derfor den gravide Metis. Han gentager således Kronos' dårlige vane med at sluge sine børn. Snart efter fik Zeus en skrækkelig hovedpine. Der er divergerende opfattelser af, hvordan barnet kom ud af Zeus, men hos VS kommer det ud af munden på ham. Og det blev en pige, Athene, voksen og i fuld udrustning. Og hun var ganske rigtig klogere end sin far. Som VS skriver: Hun var på en måde sin fars klogskab.

3. betragtning: Athenes fødsel

VS omtaler her bl.a. den skrøne, at Hefaistos forløser ham ved at kløve hans hoved, men det er jo ikke muligt al den stund, at Hefaistos slet ikke var født endnu... Hun blev født med våben, men plejede at færdes ubevæbnet, idet hun - klog som hun var - hellere ville forebygge end anstifte væbnet kamp. VS noterer desuden, at der i denne første tid blev født langt flere døtre end sønner.

Retur

 

4. beretning: Zeus' anden og tredje kærlighed

Beretningen indledes med en understregning af, at Afrodite stadig er mægtigere end Zeus på trods af de smertefulde erfaringer med Athenes fødsel. De kvindelige slægtninge (titaner) er voldsomt tiltrækkende. Themis (orden og fairness) og Mnemosyne (erindring) har endnu ikke dannet par med andre, så dem lagde Zeus sig efter - og med. De blev naturligvis straks gravide og fødte massevis af døtre. Med Themis fik har de tre horai, Dike (retfærdighed), Eunomia (god lov) og Eirene (fred) samt gudinderne for de tre (!) årstider, idet horai egl. er det samme som "hours". Desuden fik de tre moirer, skæbnegudinder. Med Mnemosyne fik han de ni muser, der dækker samtlige kunstarter og nogle videnskabsgrene. Sproglige afledninger: "musik" (oprindelig alle de kunstarter, der stod under musernes beskyttelse. I dag udelukkende tonekunst) og "museum" (et tempel dedikeret til muserne).

4. betragtning: Erindringen

VS ser på personifikationen af Erindringen, Lov og Orden, Årstiderne, Himlen og Jorden, samt mange andre områder og begreber. VS opholder sig ved Erindringen, der jo for os er et begreb, en betegnelse for en psykisk funktion og da slet ikke en gudedatter. Der trækkes en parallel til Platons udødelige "ideer), der er tingenes levende forbilleder, som tingene kun er afspejlinger (skyggebilleder) af. Disse ideer var fra de mytiske skikkelser til de mere videnskabelige begreber og formler. - Platon mente, at erkendelse er erindring, og det har da bestemt meget for sig.  VS: Måske kan vi stadigvæk i store øjeblikke, der endnu rummer en smule evighed, erindre mere end vi selv husker, ved musernes, Erindringens døtres hjælp?

Retur

 

5. beretning: Heras initiativ (de olympiske guder)

For Hera var der kun én mand: Zeus. - Han var jo den, der hjalp både hende og de øvrige søskende ud af Kronos´ bug. Hun havde derfor ingen INGEN forståelse for Zeus' umættelige behov for andre kvinder - Hera betød ikke mere for ham, end andre gjorde, selv om hun med tiden fik hans respekt. Nu havde hun - indtil videre - set ham med Metis, Mnemosyne og Thetis. Hera var helt opmærksom på, at den skyldige var - Afrodite (Se evt. kap. 10). Hvordan bryde hendes magt??? Efter rådslagning med sin mor, Rhea, indså hun, at hun aldrig ville kunne bryde Afrodites magt, og da han var færdig med de tre tanter, tog hun et initiativ. Sammen med Rhea fik Hera indkaldt til et gudemøde, det første af slagsen: Kronos' og Rheas børn skulle skille sig ud fra de øvrige titaner og kalde sig selv guder med Zeus som overgud. De seks titaner - nu guder - var begejstrede, men Rhea advarede dem igen mod Afrodites magt, idet deres gudebørn jo med deres seksuelle vaner hurtigt kunne blive så mange, at de tog magten fra de seks. Så de skulle lære at modstå Afrodite. De blev fremsat forslag om, at positionen som gud ikke kunne nedarves men forbeholdes til de 6 titaner med Zeus i spidsen. Lidt i samme retning gik Heras anden store idé: De 6 skulle ikke bare kalde sig guder, men også opføre sig som sådanne - og holde sig fra alle andre end hinanden. Det var der mildt sagt flere meninger om, da både Zeus og Poseidon i hvert fald ikke kunne holde sig i skindet... Hera havde under mødet rullet sig rigtig ud, og så derfor om muligt endnu mere tiltrækkende ud end sædvanligt. Hun foreslog nu, at de parvis skulle indgå ægteskaber (helt nyt begreb! - Dvs. faste forbindelser) med hinanden, hun med Zeus, og hun skulle i øvrigt være gudinde for ægteskaber. Og Poseidon skulle gifte sig med Demeter eller Hestia, Hades med Hestia eller Demeter, det måtte de selv finde ud af. Man siger, at brylluppet mellem Zeus og Hera varede 300 år, eller at tiden gik i stå i 300 år, mens de fuldbyrdede ægteskabet, og det var noget rod, som Gaia ikke yndede. Zeus frygtede desuden den dag, der kom en søn ud af de mange forhold, jf. hans fars og farfars skæbner. Tidens gang var jo også på anden vis en trussel, selv for guder, for hvordan kunne de være sikre på, at de ville forblive unge og dermed ikke behøvede at skynde sig med hele tiden at få børn? Gaias løsning var æbler, Hesperidernes æbler, som sikrede evig ungdom til de, der spiste dem.

5. betragtning: Hesperidernes æbler

Betragtninger over tidens skæve gang for guderne. Afrodite bringes igen på banen, idet hun så at sige kan for tiden til at stå stille for elskende, hvorfor hun bl.a. også har tilnavnet Ambologera = Den der udskyder alderdommen. - Æblerne bliver således af Gaia, Rhea og Hera set som en slags erstatning for Afrodite, hvad isæt Hera ser frem til. Æblerne ses også som et udtryk for, at guderne ikke fra begyndelsen var udødelige, hvad skulle de ellers med dem?

Retur

 

6. beretning: Leto og hendes tvillinger.

Heras forhåbninger om ægteskabets binding af mændene led snart skibbrud, både for Zeus og for Poseidon. Der skulle hele tiden være en ny, ellers var der jo bare tale om en gentagelse, og så stod tiden jo på en måde stille. Zeus fik øje på Leto og glemte alt og alle, også Hera og deres ægteskab. Hun var datter af titanerne Koios og Foibe, kusine til Zeus og Hera. Hera gjorde imidlertid alt for at forpurre hans planer og viser sig nu i sin karakteristiske rolle som den rasende og skinsyge viv. Hun sætter Argos med de 100 øjne til at overvåge ham, svarende til både forsvarets og politiets efterretningstjeneste samt Interpol. Men han havde i sin guddommelighed flere tricks i ærmet: Han forvandler både sig selv og Leto til vagtler og forenede sig - i luften - med hende. Hvorefter han helt karakteristisk straks mister interessen for hende, der selvsagt nu var gravid, men nu sætter Hera alt ind på at hindre hende i at føde, indtil en gold klippeø med kun én palme, Delos, forbarmer sig over hende og giver hende fødselstilladelse. Veerne sætter straks ind, men Hera forhindrer også fødselsgudinden, Eileithyia, i at hjælpe. Men netop som alt håb synes ude, springer Artemis ud af moders liv, fuld, hel og perfekt og bistår Leto med at føde broderen, Apollon. Nu havde Zeus hermed fået en søn, som han havde god grund til at frygte ville overgå ham og tilrane sig magten.

Denne far-søn rivalisering er omdrejningspunktet i en stor del af resten af historien. Efterfølgende er der drabelige begivenheder med forfølgelse af kæmpen Tityos, der er Zeus' søn med en kæmpenymfe, en rockertype, som vil forgribe sig på Leto og hendes børn, der er på vej mod Delfi. Men både Artemis og Apollon er fødte bueskytter; de får fat på bue og pil og nedlægger kæmpen.

6. betragtning: Gajas mange skabninger

I forbindelse med Leto og hendes børn kommer myterne for første gang ind på dyrene, der jo som alt andet er også er Gaias skabninger. Og der opstår et utal af fantastiske skabninger, som desværre ikke findes længere. Echidna var både slange og kvinde, hun var søster til slangen Ladon, der bevogtede hesperidernes æbler. Hun var desuden mor til sfinxen, der havde løvekrop og menneskehoved, og til kimæren, der er løve oventil, ged i midten og slange nedadtil. Sirenerne er fugle med kvindehoveder, mens griffen har løvekrop med ørnehoved og ørnevinger. Og der er mange flere. Dyrene havde imidlertid lettere ved at få afkom med samme art som dem selv og efterhånden uddøde blandingsarterne. Det var også en uskreven regel, at afkom fra forplantning på Jorden også skulle dø på den. Guderne fik forkærlighed for bestemte dyr: Zeus for ørnen, Athene for uglen, men Zeus forvandlede sig gerne til en tyr, ligesom Poseidon helst poserede som tyr. Artemis holdt af at færdes blandt løver, men Hera holdt sig til de tamme dyr, jf. at hun ofte kaldes "den kvieøjede".  Det vrimlede også med nymfer: Til kilder (najader) og til træer (dryader), der var dødelige, omend de kumme blive meget gamle uden at sætte deres ungdom til. Artemis (jagtens gudinde) holdt naturligvis mest af at færdes blandt dyr. Hun blev også en af jomfrugudinderne, som mænd gjorde bedst i at holde sig på lang afstand af.

7. beretning: Zeus' sønner - og Heras.

Hera brugte al opmærksomhed på forfølgelsen af Leto, og det benyttede Zeus til at forfølge nymfen Maja, der - meget praktisk -  boede i en dyb grotte, hvor Zeus besøgte hende om natten. Resultatet lod da heller ikke vente på sig: Helt uden kvaler fødte hun Hermes, der straks var fuld funktionsdygtig. Han var Zeus' 2. søn, men blev aldrig anset som en trussel mod ham. Han sprang ud af sin mor om morgenen. Ved middagstid spillede han på lyre, og om aftenen stjal han den flok kvæg, som Apollon var sat til at passe - med udsigt til drakoniske straffe, hvis han svigtede denne opgave.

Hera var også afledt af, at hun var højgravid med et uhyre, Tyfaon, som ingen var far til. Denne evne til jomfrufødsler havde hun arvet fra Gaia. Nogen mente, at det var hendes raseri og had til Leto og hendes børn, der satte graviditeten i gang. Straks efter at Tyfaons fødsel pudsede Hera ham på Leto og hendes børn, men Artemis og Apollon var langt fra værgeløse, og de nedlagde omgående uhyret, hvilket naturligvis gjorde Hera endnu mere rasende. Hun krævede, at Zeus i det mindste straffede Apollon for dette drab. Samtidigt fik Leto adgang til Zeus og bønfaldt ham om hjælp mod Hera. Hans dom var, at Apollon skulle vogte Zeus' kvæg og malke køerne med sine egne hænder. Til Leto sagde han, at de nu var i sikkerhed for Hera, og til Hera sagde han, at det var en straf.

Men Hermes forlod allerede om eftermiddagen sin hule for at kigge nærmere på verden, og efter et par timer stødte han på det kvæg, som hans bror, Apollon, jo skulle vogte, men som han var ikke opmærksom hele tiden, så Hermes så sit snit til at sjæle det. Han fik det oven i købet til at gå baglæns med hjem til hulen, så det så ud til, at de var gået i modsat retning. (Hermes blev senere gud for alle tyve og gavtyve...). Apollon blev noget forskrækket over det forsvundne kvæg, men lod sig ikke i længden narre af, at det var gået baglæns, og endte derfor oppe i hulen, hvor Hermes lå i sin vugge og så uskyldig ud. På spørgsmålet om, hvorvidt han tilfældigvis havde set noget kvæg, svarede han, at han jo var nyfødt og slet ikke kunne tale endnu. For at bevise det tog han sin lyre og spillede på den - så smukt, at Apollon omgående glemte sin vrede og vidste, at den lyre måtte han eje. Han bøjede sig ned for at tage Hermes op af vuggen, men så strakte denne sig, og de to brødre var lige høje, mens Hermes skraldgrinede. De byttede, så Apollon fik lyren og Hermes fik en hyrdestav og al kvæget, for nu var Apollon pludseligt ligeglad med Zeus og hans trusler.
Da Hera hørte, at Apollons straf ikke længere var i kraft blev hun så gal, at hun fødte Hefaistos, der imidlertid var handikappet. Det blev hun endnu mere rasende over, så hun smed ungen fra sig, så det i tilgift også brækkede benene og blev halt resten af dets evige liv.

Heras galde varede ved, og hun fødte endnu en søn, krigsguden Ares, som Zeus afskyede og hvorom han sagde, at denne havde arvet moderens ustyrlige sind.

7. betragtning: Tre søstre

Hera, Demeter og Hestia var tre søstre, som VS her bringer på banen. Hestia fik aldrig/ville ikke noget med en mand, Demeter fik datteren Kore/Persefone, der senere blev røvet og bortført af Hades til underverdenen. Hun blev i modsætning til Hera en god mor. De var alle tre forenet i ønsket om at begrænse Afrodites magt. Hera elskede som hustru, Demeter som mor og Hestia som søster - og hun var den eneste af de tre, der elskede sine søstre.

Retur

 

8. beretning: Titanernes modstand - krigen mod De Olympiske Guder.

Hera's initiativ med hensyn til de seks søskende, Kronos og Rheas børn, der nu kaldte sig selv guder vakte en voldsom vrede hos farbrødre og mostre, de andre titaner, der følte sig tilsidesatte - hvad de jo også var blevet. Kronos' ældste bror, Japetos, følte faktisk, at var den nærmeste til at efterfølger Kronos som den øverste gud/titan. Han brød sig bestemt heller ikke om den indflydelse, som Afrodite helt åbenlyst havde over Zeus og nogle af hans søskende. Da Zeus forførte Mnemosyne og Themis var misbilligelsen måske også iblandet en stænk jalousi; selv om Japetos kæmpede imod, var han heller ikke immun over for Afrodite...

Men da Themis så straks blev svigtet af Zeus, fik han også her en potentiel modstander. Hun søgte råd hos sin mor, Gaja, der havde koncentreret al sin viden, der ikke var ufejlbarlig, omkring sin navle, der senere blev kaldt Delfi. Dér lod hun Themis tage ophold, og dér lærte hun, at liver ikke bare er gentagelser, men at der også kan ske en hel del nyt, omend ikke helt uforudsigeligt. Themis fik Japetos til at tro på, at det var Hera og ikke Afrodite, der var deres modstander og de blev sammen forældre til Prometheus, der fremadskuende, og Epimetheus, den bagudskuende; kort sagt: Den ældre, kloge storebror og den noget indskrænkede lillebror. De to vender vi tilbage til i forbindelse med skabelsen af mennesket. Senere fik de yderligere to sønner: Atlas og Menoitios.

Fremkomsten af nye titaner kunne hurtigt komme til at true de selvbestaltede olympiske guder, og Japetos satte sig da også i spidsen for et oprør på liv og død, som han bestemt regnede med, de ville vinde. Han og hans medkæmpere havde imidlertid glemt at regne med deres egne brødre, de hundredarmede kæmper og tre kykloper, som stadig sad i Tartaros og kedede sig. De sluttede sig mod nogle ikke alt for klare løfter til Zeus, og kykloperne, der var fremragende smede, lavede Lynkilen til ham. Krigen rasede, de hundredarmede kastede 300 sten på en gang og Zeus afprøvede straks lynkilen, som han slyngede mod Menoitios. Virkningen var en ganske anden end forventet, idet Menoitios faldt om, og var ude af stand til at rejse sig igen - han var død! Det var det første dødsfald på Jorden, bortset fra dyrs, som titanerne jo ikke sammenlignede sig med. Det var lige rædselsvækkende for titaner og guder: De var måske også dødelige. Herefter hørte krigen ligesom op af sig selv - Zeus havde vist, at han kunne dræbe; han havde magten, og han lod de 100-armede kæmper slæbe Japetos med ned i Tartaros, hvor de bevogtede ham med deres 300 øjne. De øvrige titaner blev ikke længere anset som værende en trussel.

Men Zeus havde måtte erkende, at han ikke bare måtte regne med tiden i form af hans børn, men også med døden. Han spurgte Athene, der spurgte Gaja, der lod spørgsmålet gå videre til Themis i Delfi, som svarede: Fødsel og død er et og det samme. Det lød ikke trygt, og Zeus kom i tanker om de æbler, som Hera havde får i bryllupsgave, så han spurgte, om hun mon havde flere af dem?

8. betragtning: Magten

Zeus havde nu magten. Den blev lige som eros til i det første øjeblik, men den blev ikke som Afrodite en guddom, og man kan ikke sige at magten var i alle og at alle havde del i magten. VS hævder, at magten ligesom al eros og al viden lå gemt i Uranos' og Gajas omfavnelser: Det var den magt Kronos tog fra Uranos, og som Zeus senere tog fra ham. Og det var den magt, han frygtede, at hans søn skulle tage fra ham, og som Japetos havde søgt at fratage ham.

Men Zeus var ikke lutter magt, sådan som Afrodite var lutter eros. Zeus havde ikke magt over Afrodite (dog i nogen grad, jf. at han langt senere indgiver hende et uimodståeligt ønske om at elske med den dødelige prins Anchises). Han ønskede nok heller ikke denne magt over hende. Efterhånden gik det op for ham, at han heller ikke havde magt over tiden (=døden), og det var et meget alvorligt problem.

Retur

 

9. beretning: Mandemenneskene og kvindemennesket.

Menneskets skabelse. Her følger et ordret stykke fra bogen, da teksten næppe lader sige resumere:
Prometheus var rasende over den måde guderne havde behandlet hans bror, Menoitios, og hans far, Japetos, på, og han førte kampen mod guderne videre, med andre midler.

Hefaistos, som Hera havde kasseres som søn, havde snart forstået at gøre sig nyttig blandt guderne med sine hænders arbejde. Det mest imponerende var tyve såkaldte trefødder der kunne bevæge sig selv på ruller af guld og betjene guderne på Olympen. Hera satte pris på dem og tog Hefaistos til nåde.

Prometheus havde hørt om Hefaistos' kunststykker og sneg sig op på hans værksted for selv at se dem, han stjal ved den lejlighed også ild fra hans esse for selv at skabe værker, der overgik Hefaistos'. Han ville lave nogle væsener der kunne gå på rigtige ben og ikke på ruller, og han lavede dem i titanernes billede af den jord og det ler som jo alt i første ende var kommet af.
Mens Hefaistos' trefødder var kvindelige, var Prometheus' "mennesker" (sådan kaldte han dem) mandlige. Det foresvævede ham at de skulle være gode krigere, hvis det atter kom til kamp med guderne. De kunne hverken tænke eller tale, de kunne heller ikke formere sig og derfor heller ikke dø. Hvis de blev ramt i strid, kunne de smuldre til det ler, de var lavet af, men i så fald let laves igen. Efterhånden som Prometheus fik øvelsen, kunne han lave adskillige mennesker om dagen, han fik også sin bror Epimetheus til at hjælpe sig, og snart var der så mange mandemennesker på Jorden at guderne ikke kunne undgå at se dem med bekymring.
Guderne havde gjort sig selv til guder, men de havde, bortset fra nymferne og dyrene, ikke mange at være guder for, mens titanerne nu havde alle disse mandemennesker at være titaner for. Zeus var fristet til at slynge sit lyn efter både Prometheus og hans skabninger, men det frarådede Athene. Det var meget klogere at vinde menneskene for guderne, men hvordan?
Hefaistos var blevet opildnet af at Prometheus havde stjålet hans ild for at overgå ham, nu ville han overgå Prometheus. Han ville skabe ét mesterværk uden sidestykke, mens Prometheus' menneskeværker jo var lutter sidestykker til hinanden. Han ville skabe ét kvindemenneske, der skulle stråle af al den skønhed og kvindelighed som Hefaistos altid drømte om. Han havde i sin vanførhed aldrig mødt en kvindes, ikke engang en mors kærlighed, nu lagde han al sin kærlighed i sin kunst. Han troede at Pandora (som kunstværket skulle hedde) var hans egen idé, men han var som kunstner kun et redskab.

VS har nu med Zeus som medium nogle overvejelser over tiden, som denne frygter, og via den udødelige og evige Uranos (Himmel), ender han med dennes datter Afrodite, der har arvet faderens evne til ophæve tidens virkning på nogle få, hvis den så fik lov at virke desto stærkere på andre, f.eks. nogle skabninger, der endnu ikke var dødelige - såsom Prometheus' skabninger. Men betingelsen var, at de kunne formere sig selv, og Pandora, Hefaistos' kunstværk, var ment som en gave til mandemenneskene, en gave, der skulle forpligte dem overfor guderne, og som de kunne avle børn med. Så ville de blive dødelige, for fødsel og død er et og det samme!  Afrodite skulle stå model for Hefaistos, så han kunne skabe Pandora i hendes nøjagtige billede. Athene gav hende  tænke- og taleevne, men Afrodite skænkede hende liv og skønhed - og dødelighed.

Hele dette rænkespil var gennemskuet af Gaja og Themis, som advarede Prometheus, der forbød sin meget lidt kløgtige bror, Epimetheus, at modtage nogen gave af guderne. Men Zeus sendte sit sendebud, Hermes, der jo kunne narre hvem som helst til at tage mod hvad som helst. Han overtalte let Epimetheus til at modtage Pandora, hvilket jo er nemt at forstå. Og hun gjorde slet ikke modstand, tværtimod, og han favnede og besvangrede hende. Epimetheus, den ikke ret kvikke, blev således de dødelige menneskers stamfar! Men holde på Pandora kunne han ikke, hun slap løs hos broderens mandemennesker og vakte deres eros (Afrodite igen), og de begyndte at formere sig. I samme øjeblik blev de dødelige, for sygdom, alderdom og død var Pandoras medgift. Ved samme lejlighed mistede titanerne til gengæld evnen til at formere sig indbyrdes, mens de fortsat kunne avle dødelige børn med dødelige - hvilket de gjorde i rigt mål.

9. betragtning: Det store skel

Således blev titanerne og guderne udødelige, hvilket de faktisk ikke var i starten, ligesom det var i begyndelse, at de kunne avle børn med hinanden. Dét store skel i gudernes historie er altså overgangen til udødelighed - og den samtidige skabelse af de dødelige mennesker.

VS refererer nu Hesiods version af Pandoras og menneskets skabelse, herunder den berømte fortælling om hendes medbragte æske, en medgift, Pandoras æske, som hun ikke kunne nære sig for at åbne, hvorefter alverdens plager, samt sot og død, fløj ud af den. Alene håbet blev tilbage, da hun forskrækket smækkede låget i. VS opholder sig ved, at håbet jo så heller ikke kom ud blandt mennesker, men han påpeger, at meningen er den modsatte: Mennesket beholdt håbet i sit skrin, så det så at sige har det hos sig, mens det ikke er herre over livets genvordigheder. Håbet hører sammen med Tiden, som erindringen gør det: Det tilhører menneskene og lever ikke blandt evige guder, der jo ikke kerer sig om en bedre fremtid.
Menneskene overtog frygten sammen med håbet, som begge hører tiden til.

Retur

 

10. beretning: Afrodite  mellem guder (om Afrodites kolossale virkning og magt...)

Hera havde ved selvsyn kunnet konstatere, hvordan Afrodite påvirkede de mandlige guder, da hun stod model for Hefaistos' Pandora - de blev aldeles kulrede og tænkte ikke på andet end sex. Hun var i virkeligheden til stede (om end ikke personligt) i ALLE kærlighedsforhold mellem titaner, guder, mennesker og dyr. Som omsværmet af guder fik hun nu mere besvær med holde sin person ude fra selve funktionen/driften. Og hun blev selv påvirket af den hyldest Hefaistos udstrålede og legemliggjorde med mesterværket i Afrodites billede: Pandora. Hun havde heller ingen problemer med, at Hefaistos jo var krøbling og lidt til grin blandt de andre guder - hun virkede jo i alle levende væsener, så hun sagde ikke nej til ham og satte ham i fuldkommen ekstase.  Dels var intet fjernere for hende at skjule "den slags" og dels var intet skjult for Hera, der i første omgang blev forarget men ved nærmere eftertanke fornøjet, for som sagerne nu lå, måtte Afrodite jo nu gifte sig med Hefaistos. De morede Afrodite meget men hun gik straks ind på det, ikke fordi hun havde tænkt sig at respektere ægteskabet, snarere tværtimod.

Den lykkelige Hefaistos blev da også snart både meget ulykkelig og meget jaloux, idet hans bror, krigsguden Ares, var blevet lige så opflammet og dertil uforstående over for, at Afrodite skulle foretrække en krøbling frem for en flot fyr som ham selv. Tro mod sit sande jeg truede han med at voldtage Afrodite, der morede sig kongeligt og snoede ham om sin lillefinger - og andre legemsdele.

Hefaistos kunne dårligt udholde dette og skabte et nyt mesterværk: Et usynligt bronzenet, som han lagde over Afrodites leje og som hun og Ares viklede sig ind i, da de var viklet sammen, hvorefter Hefaistos i sin retfærdige harme kaldte på de andre guder og gudinder. Gudinderne ville ikke se på sligt, men det ville både Hermes og Poseidon (Zeus var bortrejst), og de blev begge stangliderlige. Afrodite og Ares var helt opslugte af hinanden og helt ligeglade med tilskuerne, så til sidst måtte Hefaistos fjerne nettet, så det kunne få en ende. Hermes styrtede til for at hjælpe Afrodite på benene, og så faldt hun straks for ham - og de lå med hinanden. Nu var det Ares' tur til at blive jaloux på Hermes. Ingen af dem forstod at alle og ingen har (ene-) ret til Afrodite.
Resultaterne udeblev ikke: Afrodite fødte Ares en datter, Harmonia, og Hermes en søn, Hermafroditos. 
Afrodite tog ikke (til Heras lettelse) fast ophold på Olympen. Apollon havde endnu ikke fået adgang hertil. Afrodite fotoalbum.

10. betragtning: Harmonia

VS opholder sig ved det underlige i, at kærlighedsgudinden avlede barn med krigsguden. Og så navnet, Harmonia, der betyder sammenføjning i rigtigt forhold! Var fællesnævneren mellem de to det at gøre erobringer? Og førte dette til harmoni?
Det rigtige forhold mellem to er sjældent, fordi den ene næsten altid er mere interesseret end den anden, mere afhængig end den anden, mere trofast end den anden, osv. Afrodite var den lykkelige kærlighed i person, og hun gjorde den ene ulykkelig efter den anden, fordi hun også gjorde andre lykkelige. Jalousi og forurettelse fulgte hende - krigsguden fulgte hende som en skygge. Afrodite interesserede sig ikke ret meget som sin datter og Ares interesserede sig slet ikke.

Retur

 

11. beretning: De olympiske guder - en af de morsomste beretninger.

VS fortælling om etablering af gudeforsamlingen på Olympen minder lidt om konstitueringen af et byråd eller stiftelsen af en forening: Hvor mange sæder skulle der være i byrådet eller hvor mange bestyrelsesposter skulle der være i foreningens bestyrelse; hvilke ansvarsområder skulle de have og hvem skulle være borgmester/bestyrelsesformand?

De seks titanbørn af Kronos og Rhea med Zeus i spidsen og Afrodite stod naturligvis først i køen, men der opstod hurtigt komplikationer. Afrodite var og skulle fortsat være kærlighedsgudinde (Hera mente naturligvis, at denne burde underordnes ægteskabsgudinden, dvs. hende selv). Zeus udnævnte sig selv til øverste og himmelgud, hvilket gjorde hans bedstefar, Uranos, vred. Så kunne Poseidon blive havgud. Hades ønskede at få Jorden under sig, men gudinderne mente, at Jorden skulle høre under en moderlig gudinde, og de valgte Demeter. Hades blev sur og gik til sin bedstemor, Gaia, men hun gjorde ham til gud under jorden med den besked, at han på den måde hurtigt ville hersker over langt flere dødelige, end Zeus over jorden. Sort i hovedet af vrede gik Hades ind i Jordens mørke og viste sig aldrig mere på Olympen. Hestia gjorde slet ikke krav på noget og gjorde dermed de andre lidt flove, og de gav hende derfor det fineste sæde i hele gudeforsamlingen. - Hun skulle bare være der. Nu var 6 pladser besat: Zeus, Afrodite, Hera, Demeter, Hestia og Poseidon.

Men hvad med gudebørnene - og der var jo tolv titaner af første generation? Zeus og Poseidon havde allerede et hav af (udødelige) børn, og de kunne i hvert fald ikke alle blive olympiske guder. Efter lange diskussioner nåede de frem til, at antallet skulle være tolv (12). Man måtte desuden indskrænke feltet af udødelige gudebørn ved at skelne mellem højere og lavere guder. Til sidst blev Zeus godt gal og råbte, at det naturligvis skulle være børnene af de to højeste guder, altså Zeus og Heras børn. Herved blev Athene, Hermes, Hefaistos, Ares, Artemis og Apollon også olympiske guder/gudinder - og der bliver samme antal, seks, guder og gudinder. Men hvilke ansvarsområder skulle de have? Athene skulle stå for al planlægning, Hermes skulle være gud for tyve og gavtyve samt være sendebud/bydreng, Hefaistos skulle være ansvarlig for  håndværk og kunsthåndværk, Ares (en født slagsbror) skulle være krigsgud, Artemis fik jagten og de vilde dyr. Men hvad med Apollon? Zeus nærede stadig mistro til denne søn og holdt ham derfor så vidt muligt på afstand af Olympen, men han havde jo vist sig god til at spille på lyre, så Zeus gav ham de ni muser, som han havde med Mnemosyne, at dirigere med ved gudefesterne på Olympen.

Indførelsen af dødeligheden bevirkede, at der hurtigt blev mange dødelige og døde at være guder for, så her var der opgaver for nogle underordnede gudinder. Zeus havde nogle døtre med Themis, nemlig horaierne. De inddelte tiden i år og årstider. Andre af deres døtre, moirerne, de tre skæbnegudinder, udmålte de dødeliges livstid i år, og Artemis og Apollon, som var fødte bueskytter blev sat til at effektuere moirernes dom, når deres livstråde løb ud. Forskellige opgaver mht. tiden blev desuden varetaget af Helios (solen) og Selene (månen) samt Eos (morgenrøden).

11. betragtning: Skæbnen

VS anstiller nogle forholdsvis komplicerede betragtninger over Zeus' forhold til skæbnen, idet Zeus - på forespørgsel - bekræfter, at også guderne står under skæbnegudinderne, hvilket forekommer uforståeligt, eftersom moirerne er hans egne døtre. Men det var jo først og fremmest de dødeliges livstid (livstråd) moirerne skulle spinde, måle og klippe, ikke de udødeliges. Men hvad så med gudernes bestemmelse? Hm, uklart.

VS opholder her også ved, at Zeus ikke var almægtig. Han havde ikke skabt verden men overtaget den med alt hvad der var og var anlagt mellem Uranos og Gaia. Deres forudviden - der f.eks. kom til udtryk i Delfi - tyder på en vis forudbestemmelse, som var meget ældre end moirerne, og som godt kan kaldes den skæbne, som heller ikke guder kan unddrage sig.

Retur

 

12. beretning: Prometheus og Atlas.

Nu var der de udødelige titaner og guder på den ene side og på den anden menneskene, hvis livstråde var korte og som derfor døde i hobetal. Athene gjorde sit bedste for at hjælpe, idet hun opfandt ploven, åget, bidslet, riven og vognen samt skibet.
Prometheus anså stadig sig selv som menneskenes skaber og lærte dem at bruge Athenes opfindelser og lagde egne opfindelser til Athenes: Skibsfarten, minedriften og kalenderen. Hans bror, Atlas, der kunne løfte og flytte bjerge, lavede en stor klippeø om til frugtbar land og opkaldte den efter sig selv: Atlantis.

Athene blev rasende herover, idet hun syntes, at Prometheus på den måde tog æren for noget, der tilkom hende og klagede til Zeus. Han blev meget vred og havde faktisk i tankerne at udrydde hele menneskeheden. Han gav nu ordre til, at de dødelige i fremtiden skulle ofre en del - den bedste del - af alt, hvad de spiste til guderne.
Prometheus slagtede en okse og delte kødet i to portioner: I den ene lagde han kødet og de nærende indvolde og trak skindet over det hele, i den anden lagde han alle knoglerne med et tykt lag fedt over, og bad så Zeus om selv at vælge. Og han blev naturligvis narret, idet han valgte knoglerne, der jo var skjult af fedtet. Men han kunne ikke vælge om: Guders beslutninger kan ikke gøres om.

Zeus blev eddersplitter rasende. Han slyngede lyn efter lyn mod Prometheus og Atlantis. Hans bror, Poseidon sendte en kæmpe tsunami mod øen, som forsvandt under havets overflade og ikke siden er fundet. Atlas selv overlevede, men som en tillægsstraf bestemte Zeus at han i al fremtid skulle stå længst ude mod vest og holde Himlen oppe, idet resten af de dødelige ellers  også ville blive dræbt/knust af himlen.

Prometheus blev også idømt en drakonisk straf: Hefaistos fik besked om at lave noget grej til at lænke ham fast til en klippe langt ude mod øst, vistnok i Kaukasus. Men ikke nok med det: Hver dag - i al evighed - kom der en ørn og hakkede hans lever ud - og åd den. Om natten voksede leveren ud igen, så derfor var der faktisk noget at komme efter for den satans fugl. Det med leveren var også et hint om Prometheus' nummer med at snyde guderne for "de nærende indvolde".

Imidlertid havde Prometheus noget på Zeus, jf. at hans navn jo betyder den fremadskuende (eller forudseende), og det udnyttede han til at slå en handel af med ham: Han vidste, hvem af Zeus-sønnerne, der ville komme til at overgå deres far...
Zeus ville i første omgang ikke høre tale herom, men på den anden side: Prometheus' mor var jo Themis, der bestyrede Delfi, så der KUNNE jo tænkes at være noget om det!

Som mellem et par andre mafiabosser begyndte forhandlingerne: Zeus tilbød at løse Prometheus fra lænkerne, hvis han først lige røbede sin viden og Prometheus lovede at "synge", hvis Zeus først slap ham fri... Zeus blinkede først, og Hefaistos kom og fjernede lænkerne. Prometheus holdt sit ord: Den, der fik en søn med havgudinden Thetis, ville få en søn, der overgik ham selv.

Zeus havde jo gået og luret på, om det måske var Apollen, der ville komme til at overgå ham, men på den anden side var det træls, at han nu ikke kunne få sig noget sex med den lækre Thetis, som han faktisk havde et godt øje til. Poseidon havde det på samme måde mht. Thetis, som rigtig nød al den opmærksom fra de to førende han-guder, som hun på skift lod som om, hun syntes bedst om. Tænderskærende endte de begge med at giv afkald på hende og fik hende i stedet gift med en dødelig, så de ikke fik noget i klemme. Zeus valgte Peleus, der blev far til Achilleus, der ganske rigtig på enhver måde kom til at overgå sin far, jf. at han blev den navnkundigste af heltene i krigen om Troja som skildret af Homer i Iliaden.

Ved selve brylluppet mellem Thetis og Peleus blev foruden mange dødelige de fleste af guderne inviteret med som gæster. En af de u-inviterede var den der type, som ingen gider have som borddame: Eris, tvedragtens eller stridens gudinde. Hun vidste imidlertid, hvordan hun kunne opnå maksimal ufred blandt de indbudte kvinder. Hun tog et stort, smukt æble, skrev "Til den smukkeste" og trillede den ind blandt de forsamlede gudinder. Hera, Afrodite og Athene mente selvsagt hver især - og med god grund - at det ikke kunne være andre end hende selv. Enhver kan forstå, hvor pinlig en situation der her opstod, og Zeus tog til sidst æblet, mens ham mumlede, at han nok skulle finde en løsning på den konkurrence - og herom mere senere.

I forlængelse af brylluppet mellem den dødelige og derfor lidet attråværdige Peleus og den dejlige Thetis fødte hun en søn, Achilleus, hvis far hun skammede sig over, og som jo også var forudbestemt til at være dødelig som ham. Thetis prøvede imidlertid efter bedste evne at udvirke udødelighed for den lille Achilleus ved at hærde ham over ilden i pejsen for derved at gøre ham usårlig. Men hun måtte jo holde ham i den ene lille hæl, mens hun drejede ham som en anden lørdagskylling. Derved efterlod hun lige præcis denne lille sårbarhed, der senere skulle blive hans endeligt - hans Achilleshæl...

12. betragtning: Forvandlinger.

Da det blev bestemt, at Thetis skulle giftes med Peleus, var det synd at sige, at hun bifaldt denne afgørelse, og hun forsøgte på alle mulige måder at undslippe ved at forvandle sig til ild, vand, vind, træ, fugl, tiger, løve, slange og blæksprutte, men Peleus holdt ved og brylluppet blev holdt dagen efter.

Disse tildragelser får VS til at opholde sig ved gudernes forvandlingsevne. Han kobler dem sammen med deres evner til at være flere steder på én gang - de kunne være alle steder i tankerne og således være personligt til stede, men dog ikke lige koncentreret hvert sted. Denne evne til samtidighed gør det yderst svært at etablere en kronologi - og frister til helt at se bort fra den. Guderne levede så at sige uden for Tiden samtidig med at de virkede i den. Det forklarer at den evige Zeus fik tid til alle sine erotiske eventyr. Han forenede sig ikke med de dødelige i sin egen udødelige skikkelse, men gerne i skikkelse af en tyr, en ørn, en svare eller som gylden regn. Optrådte guderne i deres egen skikkelse blandt dødelige, dæmpede de sig ned for at de dødelige skulle kunne tåle synet: " ... skrækkeligt er det at skue skinbarlige guder, siger Hera selv iflg. Homer".

13. beretning: Gajas modstand (I de gængse fremstillinger: Gigantomachien).

Prometheus' mor, Themis holdt til i Delfi, Gajas/Jordens navle, og Zeus havde det dårligt med, at de havde adgang til viden om fremtiden fra dette sted. Athene var enig med Zeus i, at dette var et problem og mente, at han burde lade Apollon erobre Delfi, men Gaja lod sin navle bevogte af en kæmpemæssig slange, Python, der havde er så forfærdelig ånde, at Apollon ikke kunne komme nær nok til at ramme den med sine pile. Han udsendte selv ambrosiske dufte, så Python opdagede ham let på stor afstand og kastede sin stinkende ånde på ham.

Gaja havde imidlertid skabt mange andre gigantiske og uhyggelige væsener med kæmpekræfter. Grunden hertil var, at hun var vred over den magt, som guderne havde tiltaget sig og i forløbet rent glemt, at de selv var Jordens børn, Hun var havde skænket dem evig ungdom med Hesperidernes æbler, men var dybt uenig i, at de også skulle være udødelige. Guderne var nu både evigt unge og udødelige, men helt usårlige var de dog ikke. Gaja frembragte nu nogle urter, som sikrede hendes egne uhyrer usårlighed, men ikke udødelighed...

Det største af dem hed Tyfoeus.(Tyfon) Dette uhyre var højere end de højeste bjerge og havde arme så lange, at de kunne når hele vejen rund om dets mor, altså Jorden. Desuden havde det hundrede brølende slanger, der stak frem fra brystet og tusinde vinger på ryggen, og nu gik det til angreb på Zeus.

Zeus kastede alle sine lyn ind i gabet på alle slangehovederne og tvang Tyfoeus i knæ. Men da Zeus kom tæt på for at gøre det af med ham, fik det med sine lange arme fat i hans knæhaser og flåede dem af, så han, Olympens herre, måtte kravle på sine knæ. Hermes kom nu til undsætning og så sit snit til at sjæle (!) knæhaserne fra Tyfoeus, der jo også var hårdt såret af de mange lyn. Tyfoeus lettede med stort besvær ved hjælp af sine tusinde vinger og fløj bort. Til sidst landede han udmattet på Sicilien, hvor han blev indhentet af den restituerede Zeus, der dængede ham til med klipper. Herved opstod vulkanen Etna, der stadig udspyr ild fra alle de lyn, Zeus slyngede efter ham.

Mens dette stod på havde hundreder af giganter angrebet Olympen. De var skabt som titaner oventil og slanger nedadtil og kunne sno sig op ad Olympen med deres slangekroppe. Omend udstyret med kæmpekræfter havde de i modsætning til guderne ingen våben. Ved aftenstid var de udmattede og søgte hen til de urter, der gav dem styrke. Men nu fik guderne hjælp fra deres titan-slægtninge, Helios og Selene (Sol og Måne), der slukkede helt for lyset. Giganterne ravede derfor rundt i mørket, mens guderne kunne se vha. Hefaistos' ild.

Til sidst var alle giganterne på nær én dræbt. Den sidste havde Gaja givet udødelighed, så længe den opholdt sig - eller snarere rørte - ved det sted, den var født. Uanset hvad de gjorde, bed det ikke på uhyret, men så sneg Herakles, en af Zeus' dødelige sønner, der var den stærkeste af alle dødelige, tæt ind på den - og løftede den op fra jorden; så ebbede dens kræfter hurtigt ud, og guderne havde sejret. Kun dragen i Delfi, Python, fik de ikke has på; det blev Apollons opgave.

13. betragtning: Delfi.

VS opholder sig ved den store forvirring, der om Delfi og drager. - Der er nemlig mange drager og kæmper, og Apollon fældede ganske rigtig nogle af dem, men kæmpeslangen, der vogter Delfi, har han endnu ikke gjort op med - herom senere.

Retur

 

14. beretning: Niobe (Historien om en mor, hybris , straf og gudernes grusomhed)

Niobe var en af Zeus' dødelige kvindelige #metoo ofre, selv om hun ikke fra starten anså sig som sådan, altså hverken som dødelig eller offer. Af en eller anden grund fik det ellers fuldbyrdede forhold ikke følger i form af børn, som hun fik hele 12 af med Amfion: 6 fejlfri døtre og 6 lige så fejlfri drenge. Hun  var barnebarn af Zeus, nemlig datter af Tantalos (- ham med kvalerne. Bemærk slægtstræet i foranstående link!!!), der var Zeus' søn med Pluto (ikke = Hades, men en havnymfe).

Tantalos er en af mytologiens virkelig triste personer, der fik den værst tænkelige skæbne - omend af egen skyld. Engang havde Zeus i et sjældent udslag af hensyn til en søn inviteret ham med til gudernes taffel på Olympen, hvor han forbrød sig mod en fast regel: Han tog nogle rester fra det guddommelige måltid med sig hjem. Zeus bemærkede det naturligvis, men sagde ikke noget.
Tantalos ville gerne gøre gengæld og inviterede guderne til middag hjemme hos sig selv; mod al sædvane accepterede Zeus invitationen. Men hvad skulle Tantalos så servere ved denne lejlighed?
Det bedste var næppe godt nok, og i sin kvide endte han med at servere sin ældste søn, Pelops, i en sammenkogt ret. Det var ikke ret klogt, thi intet er skjult for guderne, så de lod tavst fadet gå forbi uden at tage noget. Dog sad Demeter i sin egne tanker og kom i sin distraktion til at spise en luns kød, der stammede fra Pelops' venstre skulder. Guderne restituerede Pelops og gav ham en ny skulder af elfenben samt gjorde ham til konge af Argos. - Halvøen Peloponnes er i øvrigt opkaldt efter ham. Men Zeus afgjorde, at Tantalos straks skulle føres til Hades (dødsriget). Ud over denne dødsstraf skulle han i al evighed lide frygtelige (Tantalos-) kvaler.

Niobe fik en næsten endnu værre skæbne, en skæbne som hun ikke var helt uskyldig i, omend straffen forekommer helt ude af proportioner med hendes skyld. Hun blev gift med Amfion, der var søn af Zeus og Antiope, som var datter af en flodgud. Stamtavlen er således helt i top: Barnebarn af Zeus og dertil hans svigerdatter. Det samme kunne selvsagt siges om hendes 12 prægtige børn, kaldet niobiderne. Med denne familiemæssige baggrund er det ikke underligt, at hun blev veninde med Leto, Artemis' og Apollons mor. De to børn af Zeus var blevet optaget i kredsen af olympiske guder, jf. tidligere afsnit. Det gik galt, da Leto ikke kunne lade være med at prale lidt af sine olympiske gudebørn, herunder hvilke fantastiske bueskytter de var. I den slags situationer kan kvinder let komme til at røbe deres inderste tanker, og Niobe fik sagt, at hendes børn nu sagtens kunne hamle op med Letos, der jo ret beset jo bare var en mandhaftig korthåret pige og en kvindagtig langhåret ung mand, mens hendes egne var præcis som drenge og piger burde være - med den rigtige hårlængde og sådan i det hele taget. Jo men, indvendte Leto, De er jo i modsætning til Artemis og Apollon dødelige. Nu brast det helt for Niobe: Hendes 12 børn var overhovedet ikke dødelige, eftersom de var børne- og oldebørn af Zeus.

Men i næste nu var alle 12 børn døde, dræbt af Artemis og Apollons pile, Artemis skød pigerne og Apollon drengene, for ingen skulle understå sig i at fornærme deres mor. (Hybris!). Niobe kendte slet ikke døden og forstod ingenting, men døde var de jo, og hun reagerede som flest i denne situation: Hun anråbte Zeus og andre guder om at gøre dem levende igen og til sidst også Artemis og Apollon; hun havde jo slet ikke ment noget med det. I samfulde 9 dage og nætter klagede hun og de 12 barnelig begyndte at rådne, men Niobe kunne stadig ikke slippe dem og klamrede sig til dem, mens hendes tårer flød og flød. Til sidst forbarmede Zeus sig over hende og gjorde hende til en sten, der stadig fælder tårer. Hendes mand, børnenes far, Amfion, var lige så fortvivlet og klagede til sin far, Zeus, men forgæves. Til sidst gik han i desperation til angreb på et tempel, hvorefter Apollon også dræbte ham med sin pil.

14. betragtning: Niobe

VS causerer over Niobe og hendes skæbne, der selvsagt påvirkede alle voldsomt, så voldsomt, at mange anså hende og ikke Pandora som menneskehedens stammoder, men dette afviser VS dog, jf. det tidligere fortalte om Prometheus og Pandora. Pandora blev til støv som alle andre dødelige, men Niobe blev en stenstøtte, der stadig begræder sine børn. Niobe fik således status ikke blot af sine egne børns, men af alle dødelige børns mor.
Enhver mor har grund til at græde over sine børn, især hvis hun overlever dem. Den evigt grædende Niobe blev, med urette, men ikke uden grund, anset for moderen over alle - og således også moderen før alle andre mødre.

Retur

 

15. beretning: Apollon og hans rivaler. (Apollon og musikken, hans forhold til Eros/Afrodite )

VS beskriver her mange facetter af Apollons personlighed i et noget broget kapitel. Den forekommer mig her overvejende usympatisk, idet han er nærtagende, grusom og - homofil. Men underholdende og tankevækkende er det med de mange aktører på scenen.

Apollon er ikke specielt glad for at være blevet udødelig, selv om han havde døden meget tæt inde på livet, idet det jo var ham, der effektuerede moirernes "domme", dvs. tog livet af menneskene, når der livstråde ikke var længere. Ja, det var faktisk lige før, han misundte dem, når han skød sine pile i dem... Han havde ikke nået at avle udødelige børn for Det Store Skel og foragtede sin far og de andre udødelige guder, når de ikke kunne holde sig fra dødelige kvinder/mænd, og jo ikke mindst fordi de kun kunne gøre det i forskellige nedværdigende skikkelser: Ørn, tyr, svane, hingst eller regn.

Afrodite var naturligvis ikke tilfreds med denne modstand fra Apollons (og Artemis') side. De var helst sammen med hinanden og blev aldrig rigtig "modne", snarere en evig dreng hhv. ung pige.

Apollon var nu ikke immun over for Afrodites magt, men sublimerede sin modstand til musiske sysler. Han overtog f.eks. lyren fra broderen, Hermes, og frydede sig over de fantastiske toner, han kunne lokke ud af den; hans sangstemme var også - guddommelige, og når han sang til sit lyrespil lød det så underfuldt, at selv de vilde dyr stoppede op og lyttede. Alt dette havde Artemis ingen sans for, og hun brød sig hverken om hans sang, eller at han altid havde de ni muser rendende efter sig som en anden fanskare, noget som han i øvrigt heller ikke selv var særlig vild med, men Zeus havde jo pålagt ham at dirigere dem til taflerne på Olympen. Zeus dryppede tilmed salt i såret, når han ved disse lejligheder sagde, at Apollon var bedre til at spille på lyre end til at skyde med bue og pil, eftersom han jo endnu ikke havde fået nedlagt dragen i Delfi, Python. 

Der var imidlertid andre musikanter. Pan, en skovtrold med horn i panden, bukkefødder og hale, havde opfundet panfløjten. Apollon tålte dårligt rivaler, og ventede bare på en passende lejlighed til et opgør med den stadig mere populære Pan og hans fløjtespil. Denne lejlighed kom, fordi Pan havde forelsket sig i Syrinx, en underdejlig nymfe, der strejfede rund i skovene og mest var for Artemis, da hun som hende afskyede hankøn af enhver art. - Han havde i det hele taget en kedelig vane med at jagte nymfer, der blev grebet af en panisk angst, når han nærmede sig. Da han så en dag var lige ved at indhente Syrinx, forvandlede hun sig til den plante, en dunhammer, hvis nymfe hun var, og det var netop af dunhammer, at Pan skar sine fløjter.

Da Apollon hørte om dette, tog han straks til Frygien, hvor Pan opholdt sig, og opfordrede ham til konkurrence. Kong Midas af Frygien skulle være dommer. Midas var dum nok til dømme iht. sin ærlige mening: Pans glade fløjtespil lød langt bedre end Apollons tungsindige klange. Apollon blev rasende, meget rasende, og gav Midas æselører, da han åbenbart havde problemer med hørelsen. For at dække over sine grimme æselører opfandt kong Midas den frygiske hue.

For at det ikke skulle være løgn optrådte Athene også en dag som en guddommelig dygtig fløjtespillerske, Ved denne lejlighed kom Afrodite og Hera til at skraldgrine, og Athene gik fornærmet bort for at spille for sig selv ved en stille skovsø. Men her kom hun til at se sit ansigt som et spejlbillede og forstod pludseligt, hvorfor de andre havde leet: Hendes ansigt blev helt fortrukket og grimt, når hun spillede på fløjten, og hun smed den straks fra sig i væmmelse.
Uheldigvis blev fløjten fundet af satyren Marsyas, der straks tog det i brug. Og det lød så smukt, at alle var enige om, at så smukt kunne selv Apollon ikke spille. Det kunne han naturligvis ikke have siddende på sig og udfordrede Marsyas til kamp. For en sikkerheds skyld bestemte han, at de ni muser skulle  udgøre dommerkollegiet. Marsyas spillede på Athenes fløjte og Apollon på sin lyre. Muserne afgjorde, at det lød lige smukt, og det gik heller ikke ustraffet hen: Apollon befalede, at Marsyas skulle flås levende - med æselører og -haler og det hele. Så kunne han lære at blive mere fintfølende.

En digter, vistnok den første dødelige digter, havde forelsket sig i en dreng, Hyakinthos, der var en usædvanlig smuk dreng, og digteren, Thamyris, besang ham i endeløse hymner. Apollon overvågede nøje, alt hvad der rørte sig på dette område og blev gal over, at en dødelig på denne måde blev besunget frem for ham selv, der jo var sanggud. Men han blev mod sin vilje mere og mere henrevet både af hymnerne og af Hyakinthos selv. Thamyris gik dog over stregen da han kom til at prise Hyakinthos som den tiende muse, der var langt mere tiltrækkende end de ni tøser. Nu blev de tøsefornærmede, for at sige det mildt, og bad Apollon om lov til at straffe ham, og det gjorde de ved at berøve ham både stemmen og synet; det sidste var jo fordi, at så kunne han ikke længere se Hyakinthos.

Men hvor Thamyris slap, der fortsatte nu Apollon med endnu mere forelskede hymner til drengen, og muserne blev endnu mere sure. Apollon kom til sig selv igen og drog til Olympen sammen med de lettede muser, men glemme kunne han ikke, og han genoptog senere forbindelsen, der omfattede mere end den fælles interesse for musik.
Som dødelig ældedes han jo desværre hurtigt, og han forvandlede ham til en - hyacint - og gjorde derved i det mindste hans navn udødelig.

15. betragtning: Pæderasti

Apollon siges at være den første blandt guderne, der elskede en dreng. - Det var vistnok før Zeus bortførte Ganymedes (en trojansk prins) og gjorde ham til mundskænk og personlig opvarter (sexslave). Poseidon blev så indtaget i Pelops med elfenbensskulderen, jf. ovenfor, at han forførte ham. Vi er her inde på den specielle græske skik med forhold mellem drenge og mænd, som til stadighed vækker undren. VS anfører i den forbindelse, at det også kunne være en måde at holde Afrodite på afstand, altså en form for åndelig kærlighed. Mellem de dødelige sås det ofte som en lærer-elev forbindelse, der hørte op, når eleven blev voksen/uddannet. Tja bum-bum. Overførslen af menneskelige træk til gudeverdenen fornægter sig heller ikke på dette område.

Retur

 

16. beretning: Ixion  og hans børn (Krænkelse af gæstevenskab)

I Thessalien levede lapitherne med  Ixion som konge. Han var søn af Flegyas og bror til Koronis; han friede til Dia, datter af Deioneus. I modsætning til den normale praksis for medgift tilbød Ixion en stor gave for Dia, som altså må have været usædvanlig dejlig. Imidlertid "glemte" han at sende medgiften, og Deioneus kom så selv for at hente den...

Han kom til en lukket dør med et dybt hul foran, og nede i hullet brændte et stort bål, men Ixion havde omhyggeligt skjult denne fælde ved at tildække den med et tyndt lag, der ikke adskilte sig fra omgivelserne. Deioneus gik lige i fælden - og blev dræbt af flammerne. Det var det første overlagte snigmord i mytologien.

Ixion blev herefter skyet som pesten af alle dødelige, inklusive Dia. Men Zeus indbød ham til taffel på Olympen. Onde tunger vil vide, at det kunne skyldes, at Zeus faktisk var far til Ixions ældste søn, Peirithoos, men måske også, at jo havde gjort ham til hanrej. Alt dette var imidlertid ikke noget, Zeus kunne tage sig af, heller ikke at en dødelige på det skammeligste myrdede en anden dødelig.

Men Hera var også til stede ved taflet, og nu faldt Ixion pladask for denne gudeskønne gudinde (hvem ville ikke også have gjort det i hans sted?) Dette undgik på ingen mådes Heras opmærksomhed, men forelskelsen var overhovedet ikke gensidig, tværtimod. Det var ellers en oplagt lejlighed til lidt payback over for Zeus, men sådan var Hera ikke, som i stedet røbede den liderlige Ixion til ham... Måske på grund af egne vaner troede Zeus ikke umiddelbart på Hera, nej, han ville have syn for sagn, hvilket selvsagt sårede Hera umådeligt. Hefaistos blev bestilt til at lave en tro kopi af hende, men fremstillet kun af luft og tåge (ikke fis og tåge). Væsenet kom til at hedde Nefele, og trods al sin luftighed kunne Nefele alligevel godt blive gravid, og det blev hun, da Ixion omfavnede (med videre) hende, hvorefter hun fødte Kentauros, der var et væsen med hestekrop nederst og menneskekrop øverst. Han blev stamfar til kentaurerne, der er meget om i myterne.

Men nu var Zeus vred - for at sige det mildt, og det formildede ham slet ikke, at det jo kun var en slags spejling af Hera, som Ixion var sprunget på. Hefaistos blev igen sat i sving, denne gang med at lave et brændende hjul, som Ixion blev spændt fast på, og så af sted med ham gennem rummet. Til skræk og advarsel for andre liderbukse (Jørgen Leth m.fl... )

I mellemtiden havde Kentauros bollet alle de hopper, som han kom i nærheden, og afkommet blev kentaurernes slægt, hvorom der ikke kun er skidt at sige, selv om de fleste var endog meget let antændelige, hvis de fik spiritus. Kender vi ikke alle den slags?

Ixions søn, Peirithoos, blev blevet konge efter sin far, og nu ville han giftes med Hippodamia (= Hende, der har styr på heste...) og indbød guderne til brylluppet. I betragtning af, at Zeus jo var hans far, er der jo ikke noget at sige til det, men Zeus blev alligevel muggen, da dette alligevel var under hans/deres værdighed. Foruden at takke nej, satte han vores gamle "veninde", Eris ("tvedragtens gudinde") på sagen med henblik på at ødelægge festen ved at yppe kiv og splid bland gæsterne.

Peirithoos havde også indbudt kentaurerne, som han jo var i familie med, og som normalt var ganske fredsommelige. De levede til daglig af mælk og brød og havde derfor aldrig før smagt kød og vin, som blev serveret i rigt mål til festen. Vinen steg dem til hovedet, der jo ikke fyldte meget i forhold til deres enorme krop, og de blev nærgående over for lapitherne. Tingene kom hurtigt ud af kontrol, da man ikke bare lige kan slippe af sted med at afvise en beruset kentaur. Festen gik helt i opløsning og udviklede sig til slagsmål mellem dem, en kamp, der fortsatte længe efter brylluppet med mange sårede og døde på begge sider til følge.

Chiron var en venlig og meget klog kentaur, som klogelig holdt sig fra vinen, og som nu tog sig af de sårede på begge sider med førstehjælp, så mange af dem kom sig igen. - På grund af sit fortjent gode ry blev han senere opdrager af både Achilleus og Asklepios, hvor den sidste jo senere grundlagde lægevidenskaben.

16. betragtning: Pædagogen
Der er mange fortællinger i omløb om den ædle Chiron, men dem vil jeg forbigå her, blot tilføje, at han levede i en hule i bjerget Pelion. Han er en af de meget få mandlige væsener, der ikke lå under for eller dyrkede Afrodite, hvilket af mange netop tages som bevis på hans visdom (!). VS nævner her igen Athene og Hestia som undtagelserne for besættelsen af Athene og forbinder dette med klogskab - der for Hestias vedkommende gav sig udslag i, at hun aldrig sagde noget (he-he!).

Chiron var så klog, at selv guderne anerkendte dette. Hans hule i Pelion blev et sted, hvor nødstedte kunne søge hjælp og drenge kunne få den ypperste undervisning, og han betegnes derfor som den første og største pædagog. Og de der forlod hans hule som store drenge, blev alle store mænd.

Retur

 

17. beretning: Hades og Kore  (Dødsriget, nu med dronning.)

De dødeliges liv var set med gudernes øjne kort og betydningsløst, og de betragtede heller ikke på nogen måde døden som en straf; dette er baggrunden for, at Zeus ønskede visse personer straffet efter døden, jf. Tantalos og Ixion. Han satte sin bror, Hades, på denne opgave, men fik afslag, da han ikke ville tage mod ordrer fra Zeus. Hades anså heller ikke døden som en straf, tværtimod. Hos ham havde de døde da endelig fred, fred for Pandoras lidelser og forgæves håb om mere lykke samt - og ikke mindst - fred for Afrodite, der ingen magt havde i dødsriget.

Men der var andre væsener under jorden; i Tartaros, langt under Hades' rige, var jo de 100-armede kæmper og de tre kykloper, der stadig bevogtede den udødelige Japetos, og dem var Zeus på god fod med, men de kunne ikke bistå ham med løbende terror på eller under Jorden. De henviste ham i stedet til deres skrækkelige søstre, erinyerne, der var så grimme og forfærdelige, at selv Gaja ikke var meget for dem over jorden. Hun henviste dem i stedet til det allerdybeste af Tartaros, hvortil Zeus så sendte Tantalos og Ixion til speciel behandling af dem. Erinyerne var lutter erindring, og Tantalos' og Ixions ekstrastraf efter døden var, at de på intet tidspunkt fik lov til at glemme deres forbrydelser.

Hades var forbitret. Hvad lignede det, at Zeus blandede sig både over og under ham, og, ikke mindst, at han blev unddraget nogle af de døde? Som om det ikke var nok, at de skulle leve deres usle liv oppe på Jorden, inden de kom ned til ham? Det var ikke i orden, at nogle skulle overleve deres død i Tartaros, der jo også bare var et pinested: Over Jorden blev de pint af Afrodite, i Tartaros af erinyerne. Hades hadede også Afrodite, men havde dog alligevel varme følelser - nemlig for de døde, selv om de hos ham bare var skygger. Men de døde kunne jo ikke gengælde hans varme følelser, og hvis han forsøgte at omfavne dem, tågede de bare ud.

Hvis han gav dem varmt blod at drikke (som Hades tappede fra sig selv), fik de imidlertid kortvarigt erindringen tilbage og kunne fortælle om deres jordiske liv. Hades lyttede medfølende til deres ulykkelige kærlighedshistorier, men fik ondt af sig selv, når de fortalte om deres lykkelige kærlighed, og allermest når de tænkte tilbage på deres ulykkelige kærlighed som deres livs lykke. Der var altså nogen med den kærlighed, og han forbandede Afrodite. Han forsøgte også at trøste disse erindrende døde, men de veg rædselsslagne tilbage for ham, så længe blodet virkede.

Hades begyndte alligevel at føle et stærkere og stærkere savn i armene og efterhånden også dér, hvor Afrodite virker allerstærkest på en mand, men han skammede sig over disse følelser, som han følte lå langt under hans værdighed som dødsgud. Men overvinde trangen kunne han ikke, og han begyndte i sin kvie at stikke hovedet op over Jorden og lure på piger, som legede på dens dejlige enge. Efter nogen tid fik han tilfældigt øje på Kore, der var Zeus' og Demeters datter. Hun var den dejligste pige, han nogensinde havde set - så perfekt, at hun måtte være et udødeligt gudebarn. Så begyndte brikkerne at falde på plads for Hades, for en levende men dødelig kvinde ville jo kun holde i kort tid, og så var han jo lige vidt.

Kore var en perfekt kandidat til posten som dødsrigets dronning, men han havde ikke i sinde at spørge om lov (med stor risiko for et rungende og ydmygende afslag), så han besluttede i stedet at bortføre hende med magt og dermed også ydmyge Zeus. I planlægningen af bortførelsen konsulterede han også Gaja, hans bedstemor, der, som I vil huske, det meste af tiden ligesom Hades var sur på Zeus - men hun var også sur på Demeter, der jo havde fået tildelt Jorden som ansvarsområde, da de olympiske guder konstituerede sig, for Jorden var jo nu en gang Gajas domæne, uanset hvad andre guder mente at kunne bestemme.
Da så Kore nynnende gik der på engen og plukkede blomster, lod Gaja en narcis skyde op lige foran hende. Denne blomst overgik alle de andre i skønhed, så hun bukkede sig uvilkårligt ned for at plukke den. Men i samme øjeblik åbnede jorden sig, og Hades trak hende til sig på sin stridsvogn og fór ned i dybet med hende. Hun tabte i forskrækkelsen buketten med narcissen, og Hades gav hende ikke tid til at samle den op.

Nu skulle man jo forvente, at en gudedatters sporløse forsvinden straks ville blive "breaking news" på Olympen, og at Zeus ville sætte alt ind på at eftersøge og finde hende, men nej, han var som så ofte før helt lige glad, for han havde jo så mange andre døtre og de betød i øvrigt heller ikke alverden for ham - han var og blev altovervejende en elendig far. Demeter, Kores mor, var lige modsat, hun var indbegrebet af en god og kærlig mor, og hun havde i øvrigt også kun denne ene datter. Hun savnede hende omgående - havde måske straks følt, at noget var helt galt - og begyndte at lede efter hende. Det gjorde hun om dagen og om natten fakkellys og spurgte alle, hun mødte undervejs, om de dog havde set noget til Kore. Hun blev ved og kom efterhånden hele Jorden rundt, men stadig uden mindste spor, og det uden at tage vådt eller tørt til sig (nektar og ambrosia); snart lignede hun en gammel indtørret kone, og kom som sådan til Eleusis, hvor hun hvilede sig ved en brønd. Her mødte hun en fra dronningens hushold, der lige nu søgte en pæn gammel kone til at passe den yngste prins.

Demeter, der var træt og opgivende, tog mod jobtilbuddet og overøste den lille prins, Demofoon, med al sin moderkærlighed. Desværre gjorde hun lige rigeligt ud af det ved at hærde den lille over ilden i pejsen på samme måde, som Thetis havde hærdet Achilleus, og naturligvis kom dronningen ind i rummet, mens "behandlingen" stod på, og hun reagerede som enhver anden mor  ville have gjort i hendes sted. Men man giver ikke ustraffet en gudinde en skideballe, og Demeter rejste sig i al sin vælde - helt op til loftet. Hun gav besked om straks at bygge et tempel til hendes ære, og så forlod hun i øvrigt stedet i vrede. Hun anklagede nu alle de øvrige guder for medvirken og mangel på interesse for sagen og ville ikke længere sætte sin ben på Olympen, dvs., hun satte sig derved også op mod Zeus. Han reagerede prompte ved at sende besked med Hermes, at hun omgående havde at indfinde sig hos ham til en kammeratlig samtale, men Demeter nægtede, og ikke bare det: Hun lod alle vækster på Jorden visne og dø, så den skiftede farve fra grøn til grå. De dødelige ville også snart miste troen og gå til grunde, hvorved guderne ville miste alle "indtægter" i form af deres ofre. Han lod derfor Kore efterlyse gennem Interpol, og fik snart efter besked fra Helios, solen, for hvem intet er skjult: Jo, han havde skam set Kore forsvinde gennem et hul i jorden på et nærmere angivet sted, hvor udrykningsholdet straks fandt den buket, som hun havde tabt under bortførelsen. Den var stadig lige frisk, smuk og duftende som dengang.

Nu fik Hermes besked på at stille hos Hades med krav om tilbagelevering af Kore, men Hades nægtede pure, og tiden gik, mens der udbrød hungersnød på Jorden, og det væltede ned til Hades med store flokke af mennesker, der var døde af sult. Det var den hidtil værste krise i Zeus' regeringstid. Og hvad gør en mand, når alle andre udveje er lukket? Jo, han går til sin gamle, kloge mor, her Rhea, der jo var alle de olympiske guders mor eller bedstemor. Hun havde tilstrækkelig myndighed til at få aftalt et kompromis mellem skabhalsene: Kore skulle dele sin tid ligeligt mellem Jorden og dødsriget: Hun skulle forlade dødsriget hvert forår og være hos sin mor sommeren over og så vende tilbage til Hades om vinteren. Da vinteren på disse kanter ikke er ret lang, var Kore mest hos sin mor, der igen blev lykkelig, og Jorden blomstrede igen op. Det hele endte dermed lykkeligt: Hades, Kore og Demeter fandt ordningen god, og som underverdenens dronning antog Kore navnet Persefone. Hades fik langt om længe gang i sexlivet, men der er ingen forlydender om, at han og Persefone fik børn. - Man må også formode, at de straks ville være blevet fjernet af de sociale myndigheder.

17. betragtning: Straf og ret
VS funderer over gudernes tildeling af straf. Det afgørende er her krænkelser af guder. Hvad dødelige begår mod andre dødelige, er guderne tindrende ligeglade med. Både Tantalos og Ixion havde jo begået uhyrlige forbrydelser mod andre dødelige, men det var ikke derfor, de både skulle slås ihjel og fortsat pines i Tartaros i al evighed, nej, det var fordi de havde misbrugt Zeus' gæstevenskab. - Dette faldt i øvrigt i god jord hos de dødelige, da de pågældende i særklasse var afskyelige forbrydere.

Retur

 

18. beretning: Apollon  og hans kvinder.

Apollon havde det svært med kvinder. Vi har allerede hør om hans tragiske forhold til drengen Hyakinthos, og hvad kvinder angik, var han især eller kun betaget af de kyske, dem der ikke lå under for Afrodite, dvs. de skulle være som hans søster, Artemis, som han nok var en anelse for betaget af. En af hendes allerdejligste, opvartende nymfer var Kallisto, men lige præcis hende havde overgrisen af dem alle, Zeus, også fået øje på. Han brugte nu sit allermest beskidte trick for at komme hende nær (dvs. i bukserne på hende): Han forvandlede sig til Artemis, og nærmede sig hende, nøgen efter badet i den idylliske skovsø, og omfavnede og kyssede hende sådan som veninder nu kan gøre det, men "Artemis" gik videre og endte med at gøre det, som to veninder ikke kan gøre ved hinanden. Bagefter listede Zeus af igen - uden at give sig til kende, men besøget satte snart sit umiskendelige spor på Kallistos mave. Man siger sådan lidt i spøg, at blikke kan dræbe, men det blik, Artemis (altså den rigtige) sendte Kallisto, dræbte hende faktisk på stedet. Zeus kunne hun ikke ramme, men hun betroede sig til Apollon.

Apollon hadede både Zeus og Afrodite, men elskede Artemis og hendes kyske nymfer desto mere. En (anden) af dem var flodnymfen Dafne fra Arkadien. Hendes skønhed skabte naturligvis mange tilbedere, og den ihærdigste af dem hed Leukippos. Selv om Dafne med alle midler søgte at holde ham på afstand blev han bare endnu mere tiltrukket, og til sidst forklædte han sig som nymfe og blandede sig med de andre nymfer for at komme hende nær, og da han var kraftigere (!) end de andre lykkedes det faktisk også, men en dag blev han omringet af de andre (jaloux, Afrodite igen?) nymfer, der klædte ham helt nøgen. Selv om han faktisk var meget velskabt, blev de alligevel dydigt smækfornærmede og sammen med Dafne, der var den ivrigste af dem alle, stak de til Apollons fryd deres spyd i ham. Apollon sneg sig nu efter Dafne, som mærkede det og stak i løb; vildere og vildere gik det, og hun var et pragtfuldt syn. Til sidst var Apollon så nær at han kun gribe fat i hende, så hun ikke skulle falde, men i sin kvide kaldte hun på hjælp, måske hos sin far, flodguden eller måske hos Gaja, hvem ved, men i stedet for hende dejlige krop stod Apollon med et skælvende laurbærtræ i favnen. Herefter bar han til minde om hende altid en laurbærkrans om hovedet.

Apollons næste forsøg var hamadryaden Dryope. Dryader bor inde i træer, men en hamadryade er knyttet til ét bestemt træ - dør det, dør dryaden også. Hun var modsat Dafne ikke kysk, men lod sig gerne kysse og kramme af Andraimon, som Apollon naturligvis blev sur på. Nu prøvede han på anden vis ( som hans far) at nærme sig hende i et dyrs skikkelse, nemlig som en skildpadde. Dryope og veninderne kendte ikke skildpadder, men den så ikke farlig ud, og til sidst klappede de den. Apollon lod ved bevægelser Dryope forstå, at han helst ville klappes af hende og til sidst tog hun skildpadden på skødet... Straks smed han skjoldet af sig og borede sig som en slange op i hende til hendes store rædsel, men hun kunne ikke få ham af sig, og det var ingen fornøjelse for nogen af dem, Dryope allermindst, så hun blev aldrig rigtigt nymfe mere, og også hun blev til et træ.

Apollon fik moralske tømmermænd; nu var han ikke spor bedre end sin far og måtte erkende, at også han lå under for Afrodite. Nu vendte han sig mod dødelige kvinder... Og af alle faldt hans valg på Marpessa, datter af kong Euenos af Aitolien, som i særklasse vogtede over datterens dyd. Efterhånden som frierne kom til slottet og anholdt om hendes hånd, sagde han ikke bare nej. Nej, de skulle først lige vinde et hestevæddeløb mellem dem og ham selv, og hvis de tabte, mistede de deres hoved, som blev slået op på bymuren. Sådan var aftalen, og der blev ikke stukket noget under  stolen, men gad vide om ikke der var luskeri med i spillet? Men så kom Idas, søn af Posidon, hestebetvingeren over dem alle og med verdens hurtigste heste. Idas vandt naturligvis, og Euenos druknede sig i den nærliggende flod; nu skulle man jo synes, at den sag var afgjort - både Idas og Marpessa syntes det i hvert fald, og Idas drog sammen med bruden mod hjemmet. Men så blandede Apollon sig: Han mente selv, at han kom hende til hjælp, men Marpessa bed ham i den hjælpende hånd, og Idas, der var verdens stærkeste mand, og i øvrigt hans fætter, kom hende til hjælp. De gik løs på hinanden og Apollon havde allerede lagt en dræbende pil på buen, da Hermes dukkede op med besked fra Zeus: Marpessa måtte selv vælge, og hun valgte naturligvis Idas, der havde vundet hende i ærlig kappestrid. Apollon kunne forståeligt nok efterhånden ikke klare mere; han nærmest slæbte sig hen over jorden, hen til den vise Chiron (ham kentauren) i hulen på bjerget Pelion.

Men på vejen derhen, lige før hulen, så han sin søster, Artemis, i kamp med en bjergløve, som hun ombragte med sine bare næver, og han løb straks hen mod hende for at sige hej, men da han kom tættere på, så han, at det slet ikke var hende men i stedet - igen - en nymfe, og hun, som kvalte bjergløver med hænderne, begyndte straks at løbe ved synet af ham. Kyrene, hed hun. Et eller andet må han jo have lært af de tidligere ulykkelige hændelser, for i stedet for at forfølge hende, fortsatte han hen til Chiron i hulen. Chiron kunne fortælle ham mange detaljer om Kyrene, men først og fremmest fortalte han Apollon, hvad han havde gjort forkert og hvordan han i stedet skulle gribe sagen an - og det er lige til Se og Hør: Han skulle komme flyvende i en svanevogn og række hånden ud til Kyrene - og hun ville straks give ham sin. Og som sagt, så gjort: Kyrene ikke bare rakte ham sin hånd, hun slog armene om hans hals, og de fløj videre til Kyrene, der er en lokalitet i det nuværende Libyen, men mon ikke også det kunne være Kyrenia på Cypern??? Hvorom alting nu er, så blev hun der resten af sine dage. Den søn, Aristaios, der kom ud af den tur i sportsvognen, lod han Hermes afhente og bringe til den vise Chiron, der opdrog ham. Aristaios opfandt senere bl.a. bikuben og olivenpressen; han blev også far til den Aktæon, der senere blev flået af Artemis' jagthunde.

Apollon havde nu lært kunsten at score kvinder og udnyttede det i rigt mål. Han gjorde sig fri af dem alle, og de fødte ham alle sønner, som han ikke interesserede sig for - med en enkelt undtagelse. Koronis, der var datter af Flegyas og søster til Ixion, der blev fastgjort til det brændende hjul; hun blev hans næste store dødelige kærlighed, men hun var selv meget varmblodig, hvad han jo nok anede, og derfor satte han en hvid ravn (dengang var alle ravne hvide) til at holde øje med hende.  Ganske rigtigt: Snart kunne den afsløre, at Koronis var brændt varm på en dødelig mand, Ischys. Det kom (igen) til at gå ud over budbringeren, idet han gjorde alle ravne sorte, og det har de været lige siden. Desuden sladrede han til Artemis, der prompte skød hende og smed hende på ligbålet. Men det var lige hurtigt nok, idet hun var svanger med Apollons søn Asklepios. Han hev det halvt fortærede lig ud af bålet og bragte det til Chiron med besked om at gøre hende levende igen, men det oversteg selv Chirons evner. Han skar hende dog op og reddede på denne måde Asklepios ud Koronis, der stadig stod i lys lue. Apolleon lod Chiron opdrage og uddanne ham.

18. betragtning: Den frustrerede Apollon
VS indleder med et citat om, at Apollon uden tvivl var den største og meste betydningsfulde græske gud. Ud fra de hidtidige fortællinger om ham er det mildt sagt en overraskende vurdering. Indtil videre har vi kun hørt om problemer: Problemer med Zeus og problemer med kvinder af enhver art, ja endog problemer med den dreng, han elskede. Han var ellers den flotteste af guderne og burde vandre fra favn til favn. Men han havde mange kvababbelser, hadet til faderen og hans modstand mod Afrodite, der helt sikkert afspejlede sig i forholdet til kvinderne. Han ønskede heller ikke at være kvindebedårere som Zeus og Poseidon; han var en søgende sjæl, der først og fremmest søgte sig selv. (En kunstner som VS selv?) Problemerne havde nu meget at gøre med, at Zeus holdt ham nede, for han var netop den søn, som Zeus frygtede ville blive større end ham selv. Et klassisk dårligt far-søn forhold.

Retur

 

19. beretning: To trojanske prinser. (Om guders lyst til unge, smukke, men dødelige mænd/drenge).

VS indleder: Eos, Morgenrøden, elskede unge mænd der hverken var børn eller voksne, og især elskede hun Tithonos og Ganymedes, kongesønner af Tros af Troja. Eos' opgave var at gøre klar til Helios, Solen, og når hun var så heldig at få et glimt af dem om morgenen, rødmede hun noget så smukt. Hvis hun ikke fik øje på nogen af dem blev hun sort og dyster, og det gjorde solopgangen og himlen så også.
Det var strengt taget noget rod, ikke mindst for Zeus, der jo var himmelgud, og han indkaldte Eos til en kammeratlig samtale på Olympen, hvor hun straks tilstod, rødmende. Zeus kunne ikke lade være med at more sig lidt over hende, fordi han forstod jo hende så godt: Som sagerne stod, var det så ikke en god idé at bortføre dem? Eos var ellevild og skjulte dem i sin stråleglans, mens de sov og førte dem så - sovende - hjem til sig i skyboligen længst mod øst. Zeus overvågede operationen, men da han fik sig et grundigt kig på prinserne, fortrød han, at han havde givet kusinen lov til at bortføre dem begge to, og hos ham var der ikke langt fra tanke/lyst til handling: Zeus forvandlede sig prompte til en ørn, slog sine kløer i Ganymedes og tog ham med sig til Olympen. Det gik så lynsnart, at Eos knap nåede at registrere det.

Tithonos vågnede som til en drøm, slog straks armene om Eos og overdængede hende med kys. De første nætter derefter har solopgangene aldrig været smukkere, og hun glemte næsten helt Ganymedes, men dog ikke mere end at  Zeus nu skyldte hende en tjeneste til gengæld: Hun ville tilgive ham, hvis han ville gøre Tithonos udødelig, så hun til evig tid kunne nyde deres vidunderlige samliv. Zeus gik kommandovejen, dvs. gav besked til moirerne, der velvilligt lovede ikke at klippe livstrådene på Tithonos (og Ganymedes, som Zeus lige tog med i bestillingen), og Eos var lykkelig - en tid lang...

Som vist før omtalt, forløber tiden helt forskelligt for hhv. guder og dødelige; et menneskeliv er for guder kun nogle få timer at regne, og snart, meget snart, begyndte Tithonos at miste sin ungdoms pragt og styrke, bl.a. styrken der, hvor Eos holdt allermest af det. Moirerne havde tilstået ham evigt liv men ikke evig ungdom. Det er ligesom en forsikringsaftale: Man skal især huske at læse det, der står med småt. Eos forsøgte at made ham med nektar og ambrosia, men det hjalp ikke, og til sidst kunne hun ikke udholde synet af ham længere. Hun låste ham inde i soveværelset, der rummede så mange skønne minder - og smed nøglen væk.

Zeus havde gjort Ganymedes til Gudernes mundskænk, dvs. tjener, men foruden ham selv, Afrodite og den milde Hestia, ville ingen af de andre guder lade sig beskænke af Ganymedes. - De havde regnet ud, at han gjorde andet og mere for Zeus end skænke vin op for ham, ja selv Athene var for en gangs skyld vred på sin far. Desuden var hele Troja i oprør over de to prinsers forsvinden, og alle guder, minus Afrodite, ville have ham til at returnere Ganymedes til Troja. Zeus, derimod, mente at det da var en ære, han udviste Troja, ved at holde en prins som sexslave, men for en sikkerheds skyld sendte han alligevel et par heste, der var lige så hurtige som gudernes, til kong Tros, men det alligevel med hverken blev accepteret i Troja eller på Olympen: Guderne gjorde oprør mod ham. Kun Afrodite og Hestia meldte fra i oprøret.

Mens han sov, overlistede de og bandt ham med 100 knuder, som Hefaistos havde udtænkt. Zeus blev naturligvis rasende, men kunne ikke nå sine lyn. Poseidon, der så sig selv som efterfølgeren, førte ordet og forlangte, at Ganymedes skulle sendes tilbage til Troja, og dette lovede Zeus tænderskærende. Men bedst som alle troede, at Zeus var færdig og Poseidon stod klar til at tage over, kom Briareos, den 100-armede kæmpe nede fra Tartaros, farende op på Olympen og løste alle 100 knuder på én gang. Ny var det payback time.

Zeus tog først Hera og hængte hende til tørre under skyerne med en af Hefaistos' ambolte bundet til hendes fødder. Så tog han samme Hefaistos i den ene fod og kylede ham ud fra Olympen; han faldt hele den dag. Poseidon og Apollon sendte han i arbejds- eller Kz-lejr, nemlig til de vrede trojanere, som de skulle formilde ved at bygge en stor og svær bymur om hele byen - med deres egne hænder. Apollon skulle desuden vogte kongens kvæg. Det med at returnere Ganymedes blev kompliceret af, at hans far, kong Tros, nu for længst var død. Kongen var nu hans barnebarn, Laomedon, så det var lidt akavet, men Zeus ville alligevel holde sit løfte og skaffe sig af med Ganymedes, som han fyrede og i stedet gjorde til en stjerne (et tidligt eksempel på, at hvis man boller med sin chef, kan man blive en stjerne...), Aquarius, på sin himmel

19. betragtning: Gudernes oprør
Betragtningerne handler især om, at dette skelsættende oprør mod Zeus ikke fylder mere i overleveringerne. Homer har noget om det, men omtaler ikke grunden(e). Oprørerne var alt for uenige indbyrdes til, at et oprør havde nogen chance. Magten, hele magten, havde kun den der var hel i sin vilje. Alle de sammensvorne havde hver sin - ekstra - dagsorden. Kun Afrodite havde magt som Zeus og magt over Zeus, og hun var derfor ikke oprørsk.

Retur

 

20. beretning: Asklepios. (Lægekunsten og Apollons fortsatte kvaler).

Tragedien med Koronis - der jo gik ild i - og som døde af det, fik Apollon til at fundere over, at han ustandselig afkortede liv, mens han ikke var i stand til at forlænge liv. Det var et privilegium, som Zeus var ene om. Vi husker, hvordan Apollon - forgæves - bad Chiron om at genoplive Koronis. Han besøgte ofte sønnen, Asklepios, i hulen hos Chiron, som han bad om specielt at uddanne Asklepios i lægekunsten; han fulgte selv undervisningen og lærte næsten lige så meget som sin søn.

Apollon var enig med sin søster Athene i, at guderne skulle være guder for de dødelige og hjælpe dem bedst muligt i deres korte liv, herunder gøre mest muligt for at afhjælpe alle plagerne, der slap ud af Pandoras æske, dvs. alderdom, sygdom og død. Han gik så vidt som at tage det op i gudernes råd på Olympen, hvor han foreslog, at der blev udnævnt en gud for lægekunsten og at posten burde tilfalde hans søn, Asklepios (eng. link). Athene var egentlig positiv, men Zeus ville ikke høre tale om, at hans børns dødelige børn skulle være guder. Hvis der absolut skulle være en lægegud, kunne Apollon selv være det! Og sådan blev det, skønt han ikke opgav tanken om at få Asklepios gjort udødelig.

Samme Asklepios blev jo hastigt ældre, blev gift og fik sønner, der selv blev oplært i lægekunsten, den ene blev kirurg og den anden psykolog. Asklepios blev efterhånden så dygtig, at han i flere tilfælde havde gjort døde levende igen, foreløbig dog kun om to tilfælde, Orion og Tyndareos, hvilket naturligvis vakte enorm opsigt, og klart nok betragte mange ham efterhånden som en gud - helt i pagt med lægernes status den dag i dag. Men som det også forholder sig den dag i dag, er det ikke godt, når nogen får for stor succes og for megen opmærksomhed: Zeus frygtede, at Apollon skulle blive for populær og Hades blev sur over, at han jo blev snydt derved, at nogle af de (hans!) døde bare forlod dødsriget igen! Det var i øvrigt også udtryk for ulighed at nogle, men ikke alle, bare kunne smutte igen. Og for en gangs skyld var Zeus enig med sin dystre bror; uden forudgående samråd på Olympen slyngede han sit lyn efter Asklepios, som dermed lige pludselig selv fór ned til Hades, der blev rigtig-rigtig (fortsæt selv) glad.

Enhver kan tænke sig til Apollons reaktion. Desværre havde han denne gang ingen allierede, og det var ikke så ligetil at udtænke en passende gengældelse, men pludselig slog det ham: De tre kykloper, der havde lavet lynkilen til Zeus, var jo ikke selv udødelige, og i næste nu havde han dræbt dem alle tre. Havde det været nogle af Zeus utallige børn med dødelige, ville han knap have bemærket det, men nu blev han hårdt ramt og inddrog med omgående virkning Apollons licens til at dræbe. Nu skulle alene Artemis effektuere moirernes bestemmelser, og Apollon ville han sende til Tartaros, ned til Japetos og Tantalos og Ixion, men det blev et nummer for meget for de andre guder: Skulle en olympisk gud dele skæbne med de værste udskud og gudsbespottere? Leto, Apollons mor og Zeus gamle flamme, gik også i forbøn for ham og bad ham skåne deres fælles elskovsbarn. Helt ukarakteristisk lod Zeus sig formilde, men straffes det skulle Apollon, og det så det kunne mærkes. - Når nu han var så forgabt i de dødelige kunne han passende komme ned til dem som hyrde i et helt år (svarende til otte menneskeår).

Hermes stod for de praktiske arrangementer, og lavede en aftale med kong Admetos i Ferai, hvortil Apollon prompte blev sendt.

20. betragtning: Livsforlængelse
Vi er her inde på et område, hvor der let kan opstå grænsestridigheder mellem guder og mennesker: At bekæmpe menneskelig lidelse er jo en human indsats, men at genskabe liv og genopvække de døde er en sag for guder. Som før nævnt ender man hurtigt i overvejelser om ret og rimeligt: Hvis ikke alle kan blive genoplivet, hvem så, jf. også problemet med systemiske banker?  Hvis ikke man kan dø, rejser der sig helt uoverskuelige problemer.

Apollon havde efterhånden skiftet mening mht. døden. Først havde han nærmest misundt de dødelige, men efter Koronis' død kom han til at se anderledes på det. Nu indså han, at døden for de døde - var døden! Men bliver livet bedre af at blive længere og længere? Er døden det største og det eneste onde i livet? Består livets mening kun i at bekæmpe døden? Hvorfor da leve, hvorfor dø?

Retur

 

21. beretning: (Prins) Admetos og (prinsesse) Alkestis (Om døden - især offerdøden for en anden).

De to var i familie, idet de bl.a. havde samme farmor. Alkestis havde Poseidon som farfar. I dette univers er familierelationerne ofte meget forvirrende, så lad os gå let hen over dem.

Alkestis' far var kong Pelias af Jolkos (søn af Poseidon) og meget forhadt. Han havde tre smukke døtre, hvoraf Alkestis var den yngste og smukkeste. Pelias lokkede med falske løfter fremmede prinser til med disse døtre, men fik bare endnu flere fjender, eftersom han aldrig holdt sine løfter mht. at lade dem gifte sig.

Til sidst udartede det sig til at afgøre frierierne ved at lade frierne køre væddeløb med et forspand af en løve og et vildsvin (...), hvilket selvsagt var umuligt, men så kom Admetos, og i kraft af hans store kærlighed til Alkestis gjorde han det umulige og vandt, men bryllup lige med det samme blev der nu ikke noget af.

Jason med det gyldne skind. (Historien om Jason forekommer her lidt overflødig, JRJ)
Pelias havde tidligere fordrevet sin bror, Aison, fra tronen i Jolkos. Aison havde imidlertid i tide fået sønnen, Jason, i sikkerhed hos den vise Chiron, der opdrog og uddannede ham på bedste vis. Da han blev voksen, drog han til Jolkos for at stille sin farbror til regnskab for uretmæssigt at have tilranet sig tronen. Men Pelias sagde - lumsk og utroværdig, som han jo var - at det var han da helt med på, hvis Jason viste sig værdig til tronen. Beviset herpå var at han først lige skulle hente Det Gyldne Skind i Kolchis. En opgave, som Pelias naturligvis anså for helt umulig.

Jason fik bygger verdens største skib, Argo, og bemandede det med tidens største helte, heriblandt hans fætter Admetos. Så lagde de ud på argonautertoget.  Kong Aietes af Kolchis lod det gyldne skind bevogte af en drage der aldrig sov, og han havde selvfølgelig ikke tænkt sig bare at overlade skindet til Jason, men i stedet for bare at afvise ham, sagde han OK, men der var liiige nogle prøver først (prøver som det var umuligt for et menneske at bestå). Men nu spiller Afrodite igen afgørende ind... Aietes havde en smuk datter, prinsesse Medea, der også var troldkvinde, hun forelskede sig i Jason, dyssede dragen i søvn og hjalp Jason til at bestå prøverne. Sammen flygtede de med det gyldne skind - og Medeas lillebror.

Af sted gik det på Argo skarpt forfulgt af  kong Aietes, som også begyndte at hale ind på dem, men så skar Medea sin lillebror i stykker og smed dem i havet. Aietes lod sine folk dykke efter dem og på denne måde undslap Argo forfølgerne. Jasons far var blevet gammel og forgræmmet og regnede naturligvis ikke med at se sin søn igen, men nu kom han tilbage med det gyldne skind, og Medea udøvede igen sine kunster. Hun foryngede Aison og sammen troppede de op hos kong Pelias, der nu måtte gå af og overlade tronen til den rette ejer.

Nu var det Pelias, som hastigt blev ældet og trist, og de to ældste af dem bad Medea om også at forynge ham. Medea tog et hurtigt overblik over situationen, tog en vædder, parterede og kogte den, hvorefter den genopstod i forynget skikkelse, efter at hun havde kaste nogle trylleurter ned i gryden. Døtrene gjorde i god tro som foreskrevet og myrdede således deres far af kærlighed. Medea flygtede videre med Jason til Korinth, hvor han forstødte hende, og hun myrdede deres børn.

Alkestis, den yngste datter fulgte med Admetos til Ferai, hvor han overtog tronen, og de levede lykkeligt sammen der, netop som Apollon kom for at begynde afsoningen af sin dom efter oprøret mod Zeus. Det var naturligvis en del af straffen, at han ikke måtte give sig til kende, men i stedet leve som enhver anden dødelig hyrde - og blandt dødelige hyrder.

Det gik hurtigt op for ham, at det slet ikke var Zeus, de var mest optaget af, men derimod Afrodite, det fremgik tydeligt af de karlekammerhistorier, de fortalte. Apollon selv kom de aldrig ind på, dvs. døden tænkte de ikke på. Men de havde drømme, dvs. de så en fremtid for sig: De unge håbede at blive overhyrde, de ugifte så hen til at blive gift osv. Og hvad havde han selv at se frem til: At komme tilbage til Olympen og dirigere muserne i al evighed???. Han befandt sig faktisk bedre blandt hyrderne, end han havde gjort blandt guderne, og han blev snart anset for den bedste blandt hyrderne. Alting lykkedes altid bedre for ham, alt hvad har rørte ved trivedes.

Til sidst nåede rygtet om den usædvanlige hyrde kong Admetos, og han kaldte ham til sig for at forhøre sig nærmere. Apollon gav sig ikke til kende, men sagde at han hed Lykeios og aldrig havde kendt sine forældre. Admetos fornemmede, at hyrden skjulte noget, og gættede på, at han måske var en prins, der var gået under jorden. Også Alkestis var også betaget af den smukke hyrde, men deres ægteskab blev blot endnu mere lykkeligt, og til sidst indbød Admetos "Lykeios" til at bo på slottet.

Men dette udgjorde i virkeligheden en stor fare for parret, eftersom en dødelig aldrig måtte hæve sig over en gud. Han var nu på nærmeste hold vidne til den store kærlighed, som Admetos og Alkestis havde for hinanden, og det var en øjenåbner for Apollon: Han havde som de andre guder gået og troet, at de dødelige var så optaget af døden, at de ikke formåede at elske hinanden, men nu så han i stedet, hvordan de elskede hinanden til døden. Var der noget de frygtede, var det ikke deres egen, men den andens død, og især deres børns død.

I mellemtiden var straffetiden nu udløbet, og Apollon måtte tage afsked, selv om han hellere end gerne var blevet, men han frygtede, at det ville være for farligt for det sympatiske kongepar, men han måtte love at komme og besøge dem inden længe. Tilbage på Olympen prøvede han at overtale moirerne til at forlænge Admetos' og Alkestis' livstråde, men moirerne skulle ikke nyde noget uden Zeus' godkendelse. Zeus nægtede, og så startede balladen mellem far og søn igen, for nu nægtede Apollon at eksekvere dommene, når moirerne klippede livstrådene. Zeus blev igen vred, men gav sig alligevel lidt for husfredens skyld: Admetos skulle få lov til at overleve sin egen død, hvis en anden frivilligt tog den på sig.

Apollon vidste, at Admetos' liv nu var i fare og skyndte sig til Ferai, men denne gang nu som sig selv, selv om han dæmpede sig meget ned. Admetos blev rædselsslagen, da det jo er frygteligt at skue skinbarlige guder, men også fordi de uafvidende måske havde optrådt forkert over for ham, men Apollon sagde, at det var der slet ikke tale om, tværtimod kom han egentlig for at gengælde deres store venlighed mod ham: Admetos skulle ikke dø, når hans tid var inde, hvis han kunne få en anden til at gå i hans sted.

Admetos takkede rørt for gaven, men hans liv blev alligevel forandret. Modsat før, kom døden nu til at optage en stor del af hans tanker, og døden kunne jo komme når som helst, så han måtte skynde sig at finde en, der ville dø i hans sted. Hans gamle far, kong Feres f.eks., som han betroede sig til, men nu ikke det havde nogen hast, selv om han jo var gammel. Feres rådede Admetos til at finde en ret ung person, ellers ville han jo snart være lige vidt, men han kunne ikke holde tæt med, dels at sønnen havde haft Apollon i sin tjeneste og dels at han ikke skulle dø, hvis en anden ville træde i hans sted. Rygtet nåede lynhurtigt Alkestis, der jo blev meget glad over, at hun ikke pludseligt skulle miste sin elskede Admetos.

Men det hele udartede sig snart til en møgsag, der forpestede deres liv. Admetos havde altid følt sig elsket som konge, men indså nu at han ikke var elsket som menneske. Det var jo i den grad ydmygende at skulle bede en anden om at dø i hans sted, og det var dybt beskæmmende, at alle i Ferai vidste, at ingen i Ferai ville redde deres konge. Alle undgik at tale om det, men når de talte med Admetos vidste begge parter, hvad den anden tænkte på. Han skammede sig over sit liv og allermest over for Alkestis, der pintes ved at se, hvor plaget den før så glade mand nu var.  Til sidst råbte hun i sin fortvivlelse, at hun elskede ham og at hun ville dø for ham.

Uden hensyn til sammenhængen var ordene nu udtalt og kunne ikke trækkes tilbage, og Admetos forstod de frygtelige konsekvenser. Han sygnede hurtigt hen og skyede den kærlighed, Alkestis viste ham. Først da han følte døden nærme sig, vældede den gamle ømhed op i ham, og han omfavnede - hendes lig.

21. betragtning: Offerdød
I fredstid er det i virkeligheden svært at leve med, at en anden ofrer livet for en. Det ender ofte med en følelse af i virkeligheden at have myrdet den anden. VS refererer en anden fortælling. Timagros blev hele tiden plaget af Meles, der hele tiden og igen sagde, at han ville dø for ham. Til sidst kunne Timagros ikke holde ud til at høre på det og råbte: "Jamen så spring da ud fra denne klippe" (som de stod ved), - og Meles sprang ufortøvet i døden. Timagros stod en tid lang som forstenet, så sprang han også, ikke af kærlighed men af samvittighedskvaler.

Situationen er klassisk: Findes der noget ædlere end at gå i døden for en anden? Men når Alkestis' skæbne stadig huske og fortælles, er det jo fordi det er så svært at fatte, at hendes død jo ikke blev en velsignelse. Admetos' skæbne efter hendes offer fortælles der karakteristisk nok intet om, men alle kan jo gøre deres tanker.

Hvad er et ædelt offer, hvis det fører til ulykke for den, der er et offer for? Eller viser Admetos' og Alkestis' historie, at det er endnu sværere at blive elsket end at elske?

Retur

 

22. beretning: Den trojanske krig.

Nok den største udfordring af dem alle: At koge Den Trojanske Krig ned til nogle ganske få sider, jf. at Homer's Iliade er på 250-300 sider. Tilbage i kapitel 12 var der bryllup mellem Thetis og Peleus, Achilleus' kommende forældre, et bryllup hvor "tvedragtens gudinde", Eris, IKKE var inviteret, hvorefter hun til fulde levede op til sit navn ved at trille et æble ind mellem gudinderne Afrodite, Hera og Athene med påskriften "Til den smukkeste"... Kan nogen udtænke en mere effektiv måde at stifte kiv mellem tre primadonnaer? Hvordan afgøre denne dødsensfarlige skønhedskonkurrence?

Zeus havde problemet på sin to-do liste og endte med at udpege en dødelig som dommer. Enhver med bare lidt omløb i hovedet ville være løbet skrigende bort, men den trojanske prins Paris havde netop ikke for meget mellem ørerne, så han takkede glad ja til opgaven. Nu stod han så med det efterhånden lidt rynkede æble i hånden mellem de tre gudeskønne gudinder og skulle beslutte sig. Da de på visse punkter var som alle andre (dødelige) kvinder, forsøgte de naturligvis at bestikke ham: Afrodite tilbød ham verdens smukkeste dødelige kvinde, Hera kongemagt og Athene visdom. Nu var prins Paris sin tids største kvindebedårer, så han valgte uden tøven tidens lækreste sild, verdens smukkeste kvinde, den skønne Helena. Formelt var hun datter af Leda og kong Tyndareos, men reelt af Leda og Zeus (i skikkelse af en svane).

I mellemtiden var Helena blevet gift med kong Menelaos af Sparta, hvortil Paris nu kom som gæst. Invitationen var naturligvis udvirket af Afrodite, der også gjorde sin forudsigelige virkning på Helena - så de stak af sammen med kurs mod Troja. Ifølge grækernes udlægning havde Paris bortført hende og sikkert også voldtaget hende. Ifølge trojanerne fulgte hun helt frivilligt med. Prins Paris så også noget bedre ud end den mere satte Menelaos. Menelaos var bror til Agamemnon, konge af Mykene. Bortførelsen var naturligvis slem nok i sig selv, men dertil kom, at det var et brud på det hellige gæstevenskab, en kapitalforbrydelse. Det er let at forstå, at ikke kun Menelaos, men også Hera og Athene blev rasende, idet de jo alle tre var blevet - eller følte sig - bedraget. De to damer næsten mere end Menelaos, så de ønskede straks at udradere Troja inkl. prins Paris og Helena. Dette krævede imidlertid Zeus' tilladelse, og han kunne godt se, at der let kunne opstå meget alvorlige komplikationer på Olympen.

Apollon havde jo sammen med Poseidon bygget en nærmest uindtagelig mur omkring byen, Apollon havde gejstlige i byen og endelig var han lige vendt hjem fra de dødelige, som han var kommet til at sætte meget stor pris på. Han hadede tanken om, nu at skulle effektuere dødsdomme over en hel bys indbyggere. Kort sagt: Han var - tillige med Afrodite ­ og Poseidon - imod tilintetgørelse af Troja. - Man kunne ikke bare ødelægge en mur bygget af dem, og Hera og Athene måtte finde på andre planer, men de opgav ikke deres mål.

Apollon forsøgte i første omgang den bedste og mest nærliggende løsning: At forhindre Helena i at komme ind i byen. Men nu var det ikke længere Laomedon, der var konge, men hans søn, Priamos, der får et smukt eftermæle i Homer's Iliade. Han var gift med dronning Hekabe men havde mange andre hustruer og elskerinder med hvem han havde i alt 48 sønner (Foruden Paris) og 12 døtre. Hans mange uægteskabelige forbindelser gjorde, at Hera afskyede ham og fandt, at hans promiskuitet var nok til, at han skulle udryddes. Apollon brugte en af Priamos-døtrene, Kassandra, som medie, idet han i skrækkelige drømme lod hende se, hvad der ventede Troja, hvis de tog mod Helena.

Kassandra kunne som ventet ikke udholde disse forfærdelige syner og fortalt vidt og bredt om dem, men de gad ikke høre på hende. Det lød alt for uhyggeligt, og desuden var Troja velbefæstet, så de lo ad hende - og tog med åbne arme mod Paris og Helena, mens Kassandra skreg sin fortvivlelse ud.  

Og så kom krigen. Hera kunne naturligvis ikke udstå Helena, dels pga. hendes ægteskabsbrud og dels fordi hun jo reelt var datter af Zeus med Leda (svanehistorien). Sammen med Athene (den anden forsmåede i skønhedskonkurrencen) opflammede hun grækerne til at straffe Troja. I samme retning trak, at da Helena i sin tid sagde ja til Menelaos, bejlede samtlige andre græske herskere også til hende, og de indgik en slags musketer ed  om, at ingen af dem måtte forsøge ægteskabsbrud mod Menelaos, da hun så svigtede ham, oplevede de det som et svigt mod dem alle.

Krigen kom til at vare 10 år og blev også en krig mellem guderne indbyrdes, idet Hera, Athene, Poseidon og Ares holdt med grækerne, mens Apollon, Artemis og Afrodite holdt med trojanerne, mens Zeus halvhjertet forsøgte at holde sig neutral, dog ikke mere end at han aldrig ville acceptere grækernes endelige nederlag. Homer's Iliade handler netop om krigens tiende og sidste år, dvs. det afgørende år. Apollons indgriben var stedse af mere indirekte art nemlig død via sygdom. Gudeholdet på græsk side hjalp med at styre grækernes spyd og pile mod målene, mens de omvendt afbøjede trojanernes. De brugte endnu mere beskidte tricks, såsom at indhylle deres yndlinge i tåge eller helt fjerne dem fra kamppladsen, efterladende de trojanske helte i forvirring.

Der opstod så en situation, som gav Apollon anledning til at gribe ind på trojanernes side, idet grækernes øverste hærfører, kong Agamemnon, havde bortført - eller købt - en ung trojansk kvinde, Chryseis, der var datter af Apollons præst i Troja. Præsten forsøgte i første omgang selv at overtale Agamemnon til at frigive datteren, men blev hånligt afvist. Herefter anråbte han Apollon om hjælp og hans bøn blev hørt: Apollon sendte sine pestpile ind i den græske lejr og grækerne døde i hobetal, hvilket truede med helt at afbryde hele krigstogtet.

På et stormøde bad Achilleus spåmanden Kalchas fortælle, om han kendte noget til årsagen. Og Kalchas pegede - efter at havde betinget sig Achilleus' beskyttelse - på ranet af Chryseis som årsagen samt løsningen: Frigivelse af den dejlige, hvilket også skete, hvorefter Agamemnon blev sur, sådan rigtig-rigtig sur, og han og Achilleus gerådede ud i et vældigt skænderi, hvor fornærmelser blev givet og taget fra begge sider. Gram i hu gik Agamemnon hjem til sit telt og gav straks et par rockertyper besked om at gå til Achilleus' telt og hente den vidunderlige Briseis, der var Achilleus' bytte, som han var kommet til at elske dybt og inderlig, hvad den lede Agamemnon naturligvis udmærket vidste og netop derfor ville have...

Så blev Achilleus vred, virkelig-virkelig vred.

Iliaden begynder med følgende to udødelige strofer:
"Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte." (Chr. Wilsters oversættelse)

Her står i disse to allerførste linjer, hvad hele Iliaden handler om, nemlig den vrede, som Achilleus blev grebet af, fordi han blev frataget sin elskede Briseis. I lange tider sidder han så bare i sit telt og surmuler, mens grækerne får bøllebank på slagmarken. Hans mor, Thetis, blander sig nemlig også ved at gå i forbøn hos Zeus, der ikke helt har glemt hende, fordi han på en måde blev snydt for sex, dengang hun blev bortgiftet til Peleus (deraf Peleiden Achilleus, dvs. Peleus' søn). Alt sammen for at undgå at få en søn, der ville overgå ham... Hun får nu Zeus med på, at grækerne skal fortsætte med at tabe, så længe Achilleus holder sig ude af kampen!

En af grækernes største helte (efter Achilleus) var Patroklos, der samtidigt var hans meget nære ven. Patroklos var fortvivlet over Achilleus' primadonnanykker, og en dag trækker han i ("låner") han dennes prægtige rustning og våben, så trojanerne tror, at det faktisk er Achilleus. Han møder trojanernes største helt, Hektor, i åben kamp - og bliver dræbt af ham.

Nu glemte Achilleus sin forurettelse og blev i stedet besat af en rasende hævntørst og kastede sig som en vanvittig ind i kampen. Faktisk bankede han en dag - alene - hele den trojanske hær, huggende ned for fode, så de måtte redde sig ind bag de beskyttende bymure. Raseriet opflammede også guderne, der kæmpede som gale indbyrdes, men de kunne jo heldigvis ikke dø af det. Zeus spillede igen dobbeltspil; han nød krigen (selv om han lod som om det ikke var tilfældet), og for at den ikke skulle slutte for hurtigt, var det nødvendigt at sætte Achilleus ud af spillet.

Han fik dog lov til at sørge for en hæderlig begravelse af Patroklos, hvis lig lå ubegravet hen. Men kort tid efter var det hans egen tur, idet Apollon ved næste lejlighed styrede Paris' pil, så den ramte Achilleus i - hælen, netop det eneste sted, hvor han ikke var blevet gjort usårlig, dengang Thetis hærdede ham over ilden. 

Snart efter kunne grækerne indtage Troja ved, at deres mest intelligente hærfører, Odysseus, havde konstrueret træhesten, som skjulte de græske krigere, og som trojanerne selv trak ind gennem byporten, hvorefter alle Kassandras skrækkelige syner blev til virkelighed. Hun tilfaldt selv Agamemnon som bytte og han tog hende med hjem til sin borg i Mykene, hvor hans hustru, Klytaimestra (søster til Helena) ventede sammen med sin elsker, Aigisthos. Kassandra forudså nu, at Agamemnon og hun selv ville blive myrdet af de to, og sådan gik det da også. Men hans bror Menelaos vendte hjem til Sparta med den skønne Helena.

22. betragtning: Kampen mod kampen
VS fremkommer nu med den vigtige betragtning, at Apollons kamp var en kamp mod kampen, herunder den kamp, som guderne førte indbyrdes, jf. også, at han gennem Kassandra forsøgte at hindre krigsudbruddet. De andre guder kæmpede derimod, fordi de havde klare sympatier og antipartier for og imod hhv. grækerne og trojanerne. Men Apollon havde forandret sig. Han havde lært noget af Chiron (den vise kentaur), og han havde lært noget af de dødelige: Han havde lært at tage døden alvorligt, og han anklagede guderne for at være hadske og hårde. Han anklagede også Afrodite - fordi hendes kærlighed var uden medynk, og fordi hun kæmpede mod fjenden og ikke mod kampen.

Retur

 

23. beretning: Oraklet  i Delfi . Apollon  i centrum.

Den trojanske krig kom i høj grad til at præge Apollons udvikling, herunder ikke mindst hans holdning til forholdet mellem guder og dødelige. Her kommer Oraklet i Delfi ind i billedet som et meget vigtigt redskab. Zeus havde jo befalet Apollon at erobre dette sted, Jordens navle, der jo fortsat blev bevogtet af dragen Python, og nu besluttede han sig så at gøre det, fordi han havde sine helt egne planer med det - og altså ikke pga. ordren fra Zeus.

De dødelige skulle ikke længere blot være redskaber for guderne (ellers deres legetøj), nej guderne skulle være guder for de dødelige og stille sig til rådighed for dem, ikke blot i templerne, men lige netop i Delfi, hvor Gajas viden var koncentreret: Her skulle guderne lade de dødelige komme til sig og give dem del i deres større viden og kraft. Apollon ville selv være til stede i Delfi, når han havde fået kontrol over stedet. Dog ikke således, at han personligt ville give råd og vejledning til de dødelige. Han forestillede sig en type som Kassandra, der skulle fungere som medie gennem sine syner. Det havde ganske vist ikke fungeret i Troja, men en sådan person ville få langt større troværdighed i Delfi, når det var indviet til og helliget af Apollon.

Apollon havde nu alt for ofte set, hvordan alting gik forfærdelig galt, når han eller de andre guder blandede sig i menneskenes forhold, f.eks. ville krigen i Troja jo slet ikke have fundet sted, hvis guderne havde blandet sig udenom. Alt dette havde givet ham et hidtil fraværende klarsyn. F.eks. vidste han nu, at Zeus altid ville have magten, men nu stod det klart for ham, at magten slet ikke var det vigtigste.

Med denne indsigt gik han nu med raske skridt mod Delfi med buen over skulderen og lyren i hånden. Efterhånden som han kom tættere på, ventede han hvert øjeblik at mærke Pythons stinkende ånde, men han mærkede kun den friske bjergluft. Han nåede uantastet helt frem til slugten, hvor kilderne vælder frem fra Jordens dyb, han så ingen drage og lod buen blive på skulderen og sang til sin lyre, så alle de dødelige, der boede i nærheden kom løbende til.

Ved selve grotten, hvor Jordens navle er markeret som en stor sten, kom Themis ham i møde og sagde, at han var ventet: Gajas visdom, som hun havde forvaltet indtil nu, kunne nemlig ikke erobres med magt, men kun skænkes til den der kom med fred og musik. Han følte, hvordan Gajas kraft fyldte ham, nu hvor han bøjede sig for hende i stedet for at kæmpe mod hende.

Stedet havde hidtil været uden tempel, men nu, hvor Apollon var der, byggede de dødelige straks et tempel til hans ære, og han udså sig en præstinde blandt Delfis døtre: Det skulle være en ung pige, der ikke dyrkede Afrodite, og som ikke havde nogen lærdom til at stille sig i vejen for Jordens visdom. Hun og de følgende præstinder skulle alle hedde Pythia efter dragen, som havde bevogtet stedet, men som nu var gået i sin mor igen.

Oraklet i Delfi, som stedet kom til at hedde, vandt straks stor ry i hele Grækenland og længere endnu. De dødelige strømmede til, enten på egne vegne eller på vegne af andre, som kunne være herskere eller hele byer. Og alle fik klare og tvetydige svar af Pythia, der sad på sin trefod over klippespalte og lod den dybe viden strømme igennem sig, men kun når Apollon selv var til stede bag et forhæng. Enhver, der beskæftiger sig det mindste med græsk mytologi, vil forstå oraklets kolossale betydning for udviklingen på alle væsentlige områder, herunder udviklingen bort fra blodhævn til retslige institutioner, dvs. retslige afgørelser på tvister i stedet for som hidtil rå magt og hævn. Og vi har jo lige set, hvor galt det kunne gå, hvis guderne blandede sig i de dødeliges stridigheder.  Oraklet nægtede på samme måde at afgøre dødeliges indbyrdes stridigheder, hvortil der efterhånden var domstole.

De dødelige måtte i det hele taget selv tage ansvaret for deres handlinger: Apollon ville hverken befale eller forbyde, men nok råde eller fraråde ved at lade Pythia antyde følgerne af de dødeliges handlinger eller mangel handling. De skulle hverken give guderne skylden eller gøre sig selv til guder: Kend din grænse! sagde Pythia: Glæd dig ikke ved din styrke!

De stærke følte sig ydmyget og de svage følte sig styrket - de stærkestes ret måtte langsomt vige for lov og orden. Apollon var omsider blevet den gud, de dødelige så mest hen og op til, men hvad sagde de andre guder til dette? Zeus og de fleste andre guder accepterede det uden større begejstring, mens Afrodite nærmest følte sig truet af Apollon, fordi han ikke længere følte sig truet af hende. Han anerkendte hende dog fortsat som en stor gudinde, men intet til overmål! Det sidste var netop et af de gode råd, som Pythia indskærpede igen og igen - faktisk var det hugget ind i sten over tempelporten tillige med "Kend dig selv!" og "Hold kvinden i ave!", hvor det sidste faktisk betød "Hold Afrodite i ave!", men kvinderne blev alligevel sure...

23. betragtning: Filosofi

VS filosoferer her over nogle evigtgyldige problemer: De dødelige kunne jo se, hvorledes det næsten altid gik de værste bedst i samfundslivet. De mest skruppelløse, der bare udnyttede andre mest muligt, endte ofte med størst rigdom og magt - hvorefter de oven i købet anså sig selv som "de bedste". Men hvad så med dem selv, de svage og fattige, var det så selvbedrag, når de trøstede sig med, at de da i det mindste var bedre end de rige svin?

Nu havde de dødelige imidlertid også bemærket, at hensynsløshed og overmod faktisk ofte hævner sig, selv om der kan gå lang tid, undertiden flere generationer. Dette forekom dem at være en lovmæssighed i tilværelsen: Hvis tyranner længe nok tyranniserer folk, ender de med at blive fældet af dem, de har tyranniseret, og det kaldte de nemesis, mens det forudgående hovmod hedder hybris. De dødelige måtte lære at begå sig i tiden, dvs. ikke blot leve i nuet, men gøre sig klart, at handlinger kunne have følger i fremtiden, og om noget kun er godt for mig her og nu, eller om det også er godt for alle og til enhver tid. - De var begyndt at filosofere, at skelne mellem goderne og det gode, en evne, der kaldes fornuft, og som - hvis den er fremherskende hos en person - kan kaldes visdom. Oraklet hørte derfor med tilfredshed om Sokrates, der hævdede, at det eneste han vidste var, at han ingenting vidste, men i stedet pillede de "kloge" ned gennem en række spørgsmål, der viste konsekvensen af deres indbildte viden.

Retur

 

24. beretning: Dionysos.

VS afrunder de udødeliges historie med Dionysos, der er Apollons modsætning, og som også altid fremstilles som sådan: Vinens og ekstasens gud over for lysets og fornuftens gud. Hans far er naturligvis Zeus, der som tidligere nævnt forførte hans mor, Semele, hvorefter Hera indirekte narrede Zeus til at åbenbare sig for hende, og så gik der jo ild i hende, eftersom "det er skrækkeligt at skue skinbarlige guder". Fosteret, dvs. Dionysos, blev reddet ud af den brændende mors liv af samme Zeus, der syede det ind i sit ene lår (hvilket vides ikke). Dionysos blev således forløst ved en lårfødsel...

Han er altså Apollons halvbror. Semele er datter af Harmonia, der igen er datter af Ares og Afrodite, dvs. Zeus er dermed hendes bedstefar.  Dionysos er dermed både søn og oldebarn af Zeus... Nok om det. Heras skinsyge kendte som bekendt ingen grænser, så selv om hun ved list havde fået taget livet af Semele, var det ikke nok for hende; hendes håndlangere opsporede det lille barn og rev det i stykker. Men Dionysos var så uregerlig, at Hades ikke ville have med barnet at gøre i det ellers så dødsstille dødsrige, og da det alligevel var på den tid af året, hvor Persefone skulle op på Jorden, tog hun det med sig og afleverede det til hans moster og hendes mand til videre opdragelse. Men han var så gennemført fræk på en så udfordrende måde, at de heller ikke kunne holde ham ud i længden. Men Dionysos havde gjort dem så sindsforvirrede, at de ved en fejltagelse kom til at tage livet af en af deres egne sønner... Satans til knægt!

Nu greb hans bror, Hermes, ind og afleverede ham til nogle nymfer på bjerget Nysa, hvor han bedre kunne tosse rundt og lave narrestreger. Det skulle også være der, at han opfandt, eller opdagede vinplanten og dens virkning, og vinen kom herefter til at følge ham for altid. Faktisk tog han udbredelsen af vinplanten på sig som sin sit særlige ansvarsområde (og blev senere udnævnt til vingud). Han udbredte kendskabet til den overalt, hvor han kom i den kendte verden. Han kom som en anden super rockstjerne, der drev alle og især kvinder til vanvid. Alle ville ham så nær som mulig, helst ind i ham eller have ham ind i sig, fortæres af ham eller fortære ham. Kvinder forlod hus og hjem og mænd og børn og fulgte ham med vinløv i håret og thyrsosstave i hænderne. Satyrer, løver og leoparder sluttede sig til optogene. Træerne fik løv, knopperne sprang i blomst og frugter modnedes - uden hensyn til årstiden: alle glemte tid og sted overalt, hvor Dionysos kom frem, men kun for en kort tid. Han lod sig nemlig ikke fastholde, men hans fylde efterlod en tomhed, der var som dødsriget. Dionysos var den første dødelige, som de dødelige tilbad som en gud, og det vakte bekymring på Olympen, men her trøstede man sig med, at hans tid jo var kort og snart ville blive glemt igen.

Efter sin store rundtur til Asien og Afrika ville Dionysos tilbage til Grækenland og ventede på skibslejlighed på en fjern strand. Her blev han observeret fra et forbipasserende sørøverskib, der i den prægtige ungersvend straks så en mulighed for lidt gidseltagning og løsepenge. Han gik frivilligt med ombord, hvorefter de straks lagde ham i lænker. Styrmanden så med rædsel, at lænkerne bare faldt af ham og advarede den øvrige besætning om, at der sikkert var tale om en gud, men blev afvist, og skipperen gav ordre til at være mere omhyggelig med at fastgøre lænkerne. Men nu skete der virkelig underlige ting på skibet: Vinranker slyngede sig om sejlene, vedbend snoede sig op ad masten og åretoldene blev til blomsterkranse. Nu udbrød der panik ombord: Kaptajnen gav ordre til at sætte kursen tilbage mod land og holde sig på afstand af fangen, der nu var forvandlet til en brølende løve. Styrmanden klamrede sig til sit ror, mens alle de andre sprang over bord og blev til delfiner. Han gav sig nu til kende over for styrmanden (der er ophavsmanden til historien).

Dionysos bragte - modsat gudernes håb - hele cirkusset med sig tilbage til Grækenland. De græske kvinder viste sig lige så modtagelige for hans indflydelse som alle andre. De forlod også mand og børn - som VS skriver: Både de mænd, der ikke havde avet dem godt nok, eller måske havde avet dem for godt - og fulgte Dionysos, der drog fra by til by, der blev tømt for vanvidsramte kvinder. Enkelte byer, heriblandt Theben, hvor han var blevet undfanget, lukkede byportene for ham. Her i Theben levede stadig hans mostre, som på torvet informerede byens andre kvinder om, at der blot var tale om deres søsters uopdragne og fordrukne knægt. Men efterhånden blev presset på byportene for stort, og det endte med, at Dionysos og hans følge strømmede ind i byen og blandede sig med den store forsamling af kvinder på torvet. Nu skreg den ene moster, at de skulle følge ham, og alle kvinderne, også mostrene, strømmede ud af byen og op på bjerget i så vild en ekstase, at enhver mand der stillede sig i vejen straks blev revet i småstykker.

Kongen i Theben bød sine krigere arrestere Dionysos, og han fulgte da også villigt med tilbage til byen, hvor kongen lovede at skåne ham, hvis han ville overtale kvinderne til at vende hjem igen. Det gik Dionysos ind på, hvis kongen selv ville ledsage ham tilbage til de forsamlede kvinder og støtte ham med sin myndighed. For hans egen sikkerheds skyld rådede han kongen til at iføre sig kvindeklæder (blink-blink) for ikke at ophidse kvinderne. Herover blev han så rasende, at han flåede sin kongekjortel af sig, trak i en kjole og for hujende efter Dionysos, først på to, senere på fire ben, og sådan nåede de op til kvinderne på bjerget, inklusive hans mor og mostre. Men de forvekslede nu kongen med et vildt dyr og flåede ham levende med deres egne hænder.

Sådan gik det mere eller mindre overalt i Grækenland. De desperate ledere sendte bud til Delfi for at få råd, men Pythia var også blevet grebet af dionysisk vanvid og rablede noget helt uforståeligt. Værre og være blev det, for efterhånden angreb de vanvittige skare også templerne, dvs. guderne, som de ikke længere ville anerkende, medmindre Dionysos også blev anerkendt som gud. Stort postyr på Olympen, for Dionysos var jo allerede én gang for alle blevet forvist fra Hades, dvs. han var udødelig.  

Løsningen kom da Dionysos atter følte trang til ensomhed og drog til øen Naksos. Der fandt han nemlig den sovende Ariadne, der var blevet forladt/svigtet af Theseus efter begivenhederne i Knossos' labyrint, hvor han med Ariadnes hjælp havde nedlagt Minotauros. (En helt selvstændig, men herlig historie). Den yndigt sovende og hjælpeløse Ariadne gjorde et eller andet helt nyt ved Dionysos, han som ellers omhyggeligt holdt kvinder lidt på afstand, fordi de jo ville flå ham: Han slog armene om Ariadne og gav hende - et kys, der naturligvis vækkede hende. Her skete miraklet så: Hun glemte Theseus, Dionysos glemte alle andre kvinder (Hera havde her en finger med i spillet), og alle de glemte kvinder vågnede samtidigt af deres rus.

VS slutter med en gedigen happy ending. Efter at kvinderne var vågnet af deres rus strømmede de til Delfi for at søge gudernes hjælp, og her blev de modtaget af både Apollon og Dionysos. Apollon informerede dem om, at de hver vinter kunne kom til Dionysos i Delfi med deres problemer, men nu skulle de drage hjem til deres egne (!) mænd og børn, hvilket de gjorde - sørgmodige - , efter at have set Dionysos stå og stråle med Ariadne i hånden.

Nu tog Apollon Dionysos med op på Olympen, hvor han blev venligt modtaget af de andre guder, og Hestia overlod ham sit sæde i forsamlingen. Hun havde alligevel aldrig sagt noget - og hørt mere end rigeligt. Dionysos og Apollon delte nu opgaven i Delfi mellem sig, således at Dionysos fik vinterhalvåret og Apollon sommerhalvåret.

24. betragtning: Apollinsk og dionysisk.

De to guder var aldrig senere i Delfi samtidigt. Det er et eksempel på modsætninger, der mødes, med Apollons fornuft, klarsyn og form mod Dionysos' vanvid, rus og formløshed, men som VS skriver: Apollon var ikke altid fornuftig og Dionysos var ikke altid fra forstanden.

Forstanden deler op og forstår dele, fornuften samler og fatter sammenhæng. For at blive hel må man måske for en tid gå fra forstanden for at komme til fornuft (karneval!). Man må være ude af sig selv for at blive sig selv, man kan hverken leve i en evig rus eller komme til fornuft én gang for alle.

Guderne adskilte sig oprindeligt fra de dødelige ved deres udødelighed, ikke ved deres guddommelige egenskaber. De blev ikke så meget forbilleder for de dødelige som evige billeder på det menneskelige.

Retur

 

Efterord.

Kommentarer og oplysninger om fejl modtages gerne.

Esbjerg, den 29/12/2018
Jørgen Riis Johansen

Retur